Af Pernille Sonne

Som mange andre børn på landet kom Christensen ud at tjene som otteårig. Da han var 11, fik han plads hos sin farbror, der var lærer, og her han fik selv lyst til at undervise. Efter sin konfirmation blev han ansat som hjælpelærer i Hoven. I sommeren 1874 besøgte han en række friskoler på Fyn og blev meget optaget af grundtvigianismen. Derefter kom han på højskole og siden på lærerseminariet, hvor han tog eksamen i 1877.

Derefter havde han forskellige lærerembeder på landet og kom så til Stadil nord for Ringkøbing, hvor han var lærer til 1901. I 1888 blev han sognerådsformand og gik derefter ind i landspolitik. Han blev valgt til Folketinget i 1890 for bondepartiet Venstre. Christensen-Stadil blev han først kaldt som politiker, men senere blev det til I. C. Christensen, fordi den gotiske skrift, man benyttede, ikke skelnede mellem bogstaverne J og I.

I 1901 blev Christensen kirke- og undervisningsminister, men reelt var han den egentlige regeringschef. I 1903 gennemførte han den længe forberedte skolereform, der bl.a. indførte mellemskolen. Senere beklædte han flere andre ministerposter og var til andre tider en aktiv oppositionspolitiker.

Jens Christian Christensen stod som undervisningsminister bag skolereformen i 1903. Han var en af sin tids mest fremtrædende politikere.