Af Pernille Sonne

Hans Jørgen Wille var soldat i 1808-1810 og opnåede rang af løjtnant. Derefter underviste han på københavnske privatskoler og i de såkaldte massmannske søndagsskoler, hvor håndværkere kunne supplere deres boglige kundskaber. I 1820 var han medstifter af Det Pædagogiske Selskab. Samme år blev han ansat som lærer ved hærens kaserneskoler. Her lærte han den såkaldte ”indbyrdes undervisningsmetode” at kende.

Den indbyrdes undervisningsmetode kom fra England og hed oprindeligt den Bell-Lancasterske metode. Med metoden kunne en enkelt lærer undervise mange børn ved at udnævne elever til hjælpelærere, opdele børnene i grupper og lade dem læse højt fra læsetabeller, der var hængt op i klasselokalet. Undervisningen blev styret stramt med fløjtesignaler og korte, kontante ordrer til eleverne.

Fortalerne for metoden var begejstrede, og myndighederne ønskede at udbrede den, bl.a. af økonomiske grunde, men metoden mødte også modstand. Wille arbejdede ihærdigt for at sprede metoden på seminarier og på skoler. I slutningen af 1820’erne rejste han landet rundt, for at indrette én skole i hvert provsti til en mønsterskole for den indbyrdes undervisning, så lærere og præster kunne lære metoden.

H.J. Wille var pioner for indbyrdes undervisning og udbredte metoden til de danske skoler.