Af Anne Katrine Gjerløff

Anskuelsesundervisning

I årtierne omkring 1900 fremkom en ny pædagogisk strømning på baggrund af en nyopstået interesse for børnepsykologi og med international inspiration. Denne nypædagogik var ikke en ensartet formuleret tilgang til undervisning, men bestod af en række nye metoder og en ændret opfattelse af, hvordan læreren burde omgås børnene i undervisningen. En af metoderne var anskuelsesundervisning, der ofte forbindes med de store ofte smukke og farvestrålende anskuelsestavler. Anskuelsesundervisningen benyttede sig dog ikke kun af tavler, men også af egentlige genstande og modeller, og målet var at udvikle barnets sanser, ordforråd og logiske tænkning på baggrund af samtale med læreren om den enkelte ting eller billede.

Alternative forklaringsrammer

Andre elementer i nypædagogikken var en bevidsthed om, at børn opfattede og reagerede på andre måder end voksne, og at deres begreber, koncentration og evner til at lære var i rivende udvikling i skolealderen. Nypædagogerne interesserede sig derfor bl.a. for, hvordan praktiske fag kunne bidrage til udvikling af barnets personlighed, de lavede spørgeskemaundersøgelser for at kortlægge børns almenviden på bestemte alderstrin, og de gjorde ofte op med traditionelle metoder som udenadslære og fysisk straf. En anden tidstypisk ting var koblingen til den videnskabelige børnepsykologi og udviklingsteorien, der gav nypædagogerne alternative forklaringsrammer til at forstå børns adfærd, følelser og evner.