Af Anne Kathrine Gjerløff

For 132 år siden – den 23. juni 1882  – nedsatte Kirke- og Undervisningsministeriet en kommission med det lange, men tydelige navn ”Kommission til at tilvejebringe Oplysninger om mulige sanitære Misligheder og Mangler i Ordningen af Skolevæsenet og til at fremkomme med Forslag til saadannes fremtidige Forebyggelse”. Med andre ord en kommission, der skulle afdække de sundhedsmæssige problemer i skolen og komme med forslag til, hvordan de kunne udbedres.

Den umiddelbare anledning til kommissionens nedsættelse var lægen Axel Hertels offentliggørelse af en undersøgelse der viste, at elever på københavnske skoler havde et bemærkelsesværdigt dårligt helbred – var syge, nærsynede, havde blodmangel, skæve rygge og var overanstrengte. I samme periode blev mange skolebygninger på både landet og i byerne kritiseret for dårlige fysiske rammer, og kommissionens opgave var altså at finde ud af, om skolegang simpelthen var farligt for børnene – og hvad man kunne gøre ved det.

To år og 110 paragraffer senere

Kommissionen gik i gang med arbejdet og udsendte knap to år efter et fyldigt svar i en flere hundrede sider lang rapport. Den rummede skemaer, svar på spørgeskemaer udsendt til skoler, kopier af breve fra lærere, beretninger fra medlemmernes rundrejser til landets skoler og ikke mindst et omfattende forslag til en ny lov ”angaaende Sundhedsforholdene i Kongerigets Skoler”.

110 paragrafer regulerede i detaljer tilsyn, fysiske forhold som udluftning, opvarmning, lys, rengøring, arbejdsstillinger, skolestuernes størrelse og indretning, toiletternes standarder og placering og meget andet. Uanset hvad man havde forventet af kommissionens arbejde, kunne ingen sige, at arbejdet ikke var udført og dokumenteret grundigt.

Lovforslaget blev aldrig vedtaget, men kommissionens dokumentation over den ringe hygiejne på landets skoler gav et vigtigt skub til den allerede store interesse for skoleelevernes forhold og helbred, der i tiden kaldtes skolehygiejne. En del af kravene og forslagene fra rapporten blev med tiden inkorporeret i skolelovgivningen, men forholdene var mange steder stadig dårlige, og historien gentog sig nærmest, da en tilsvarende kommission udsendte en lignende beretning i 1937, hvor mange af de samme problemer blev fremhævet.

De store sundhedsfarer

De allestedsnærværende problemer for skolens hygiejne, der også findes i nutidens skoler, gjaldt i datiden især dårlig luft, smitterisiko og manglende adgang til rent vand og gode toiletter. I en tid uden antibiotika og offentligt sundhedssystem var den slags ikke til at spøge med.

Fra Fønsskov Skole i Odense amt skrev lærer N. Petersen: ”Skole (…) er i høj grad usund at opholde sig i. Dette må jeg føle hårdt, idet det ene efter det andet af mine Børn gå i Døden af difteritis og brystsvaghed, og det er Lægernes mening, at Aarsagen er Skolens Fugtighed”.

I Bregninge skole på Ærø hed det fra lærer Ramussen at ”Latrinerne er aabne og for faa, hvorfor Børnene ikke altid kunne benytte dem, og da der tilmed mangler Pissoir, tvinges Børnene til at benytte Landevejsgrøften som Latrin og Pissoir til Ulempe for Naboer og Vejfarende”.

Og i Faarup skole i Randers amt lød det: ” Det er en ligefrem Tortur for de stakkels Børn at sidde ved disse daarlige Borde med de endnu daarligere Bænke, og det er min fulde Overbevisning, at disse daarlige Forhold i væsentlig Grad bidrage til at fremme den, ihvert fald her på Egnen, slemt om sig gribende Lungesygdom, ligesom en del Børn, navnlig piger, må gå med Maskiner for at holde Kroppen oprejst”.