Af Anna Katrine Gjerløff

En evig kilde til både frustration og glæde var opvarmning af skolestuen i 1800-tallets skoler. Både på landet og i byen havde man ovne, der skulle opvarme rummene, og opfyldning af brændekassen eller kulspanden var de store drenges job - hvis der ikke var ansat en pedel eller en skolekone til den slags. Mens nybyggede byskoler med tiden fik centralvarme, var brændeovnen stadig udbredt på landet, og mange erindringer beskriver den varme og den tilrøgede luft, der var i skolestuen. Det var ikke uden grund, at det blev anbefalet at holde frikvarter en gang i timen. Det var ikke kun for at børnene skulle komme ud og røre sig, men også for at de kunne trække frisk luft, og ikke mindst fordi skolestuen imens kunne blive udluftet.