Interessen for børnenes sundhed i skolen blomstrede op fra midten af 1800-tallet. I slutningen af århundredet havde mange store byskoler tilknyttet en læge, der holdt opsyn med elevernes sundhed; deres holdning, deres ernæring, deres syn, hørelse, og fremfor alt holdt øje med om børnene led af den frygtede sygdom tuberkulose.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte enkelte skoler på landet at få tilknyttet en skolelæge, og der lød forsat bekymrede røster om skolens dårlige indflydelse på elevernes sundhed. Det var især manglen på sanitære faciliteter som toiletter og håndvaske der påkaldte sig opmærksomhed, sammen med smittefare og elevernes holdning.

I 1946 vedtog alle folketingets partier enstemmigt, at indføre en obligatorisk skolelægeordning, og tilsynet med elevernes helbred kom ud på alle skoler. Her blev lægen ofte assisteret af en skolesygeplejerske eller sundhedsplejerske der hjalp med at måle, veje og notere elevernes data ned i journaler. Frem til obligatorisk seksualvejledning blev indført i 1970’erne var det også ofte sundhedsplejersken eller skolelægen der tog sig af at informere eleverne om kønsliv og pubertetens kropsforandringer.