Af Anne Katrine Gjerløff

Et nyt praktisk fag

Skolen skulle både opdrage forstanden og kroppen ved at lære barnet sunde vaner og gymnastiske øvelser. I løbet af 1800-tallet var der da også pædagoger der mente, at fysisk aktive børn lettere tilegnede sig den boglige viden. Det gjaldt ikke kun den forfriskende virkning ved et frikvarter med leg og luft, men også det samarbejde mellem krop og sjæl som praktiske fag krævede. Det var dog ikke det obligatoriske fag håndarbejde, der kun var forbeholdt piger, pædagogerne her tænkte på, men det nye og pædagogisk lovende fag sløjd.

Sløjd var udbredt i Finland og i Sverige, hvor mange danske lærere fik inspiration og tog fagets metoder til sig. I Danmark var initiativtageren til udbredelsen af sløjd først og fremmest skoleforstander Aksel Mikkelsen. Hans ideer om sløjdens positive pædagogiske virkninger blev begejstret modtaget af pædagogisk progressive lærere, og i midten af 1880’erne grundlagde de Dansk Sløjdforening, og Mikkelsen åbnede en sløjdlærerskole på Frederiksberg.

Dansk Skolesløjd

Mikkelsen udviklede systemet Dansk Skolesløjd, der hvilede på bestemte principper. Værktøjet skulle bruges korrekt og tilpasses børn i størrelse og udformning. Alle elever skulle lave de samme genstande og i samme rækkefølge – man startede helt simpelt med at skære en blomsterpind og endte med at bygge en knivkasse. Selve produktet var i princippet ligegyldigt. Det var processen, der havde den pædagogiske effekt.

Især private skoler og byskoler tog sløjden ind som et frisk pædagogisk pust, og eleverne satte også pris på faget, der gav afveksling fra den stillesiddende undervisning. Privatskolebestyreren Emil Slomann havde sløjd på skemaet med op til 14 ugentlige timer i sin skole på Frederiksberg, og han mente at sløjd gav børnenes virketrang et naturligt afløb: ”Det er sløjdens særlige evne, at den tilfredsstiller børnenes naturlige frembringelseslyst, som ellers er hjemløs i skolen”.