Af Lisa Rosén Rasmussen

”Det var med stor spænding, eleverne i 3. klasse så frem til den dag, da de skulle bruge regnemaskiner på skolen. Flere af dem kendte den hjemmefra, og et par stykker havde endog en selv. De glædede sig og syntes, at det var spændende, at de hver især måtte få en at arbejde med på skolen. Jeg syntes også, at det kunne blive et interessant forsøg” (Lærer fra ”Forsøg med regnemaskiner i undervisningen: 3-7. klasse 1975-81”)

Fra slutningen af 1970’erne gjorde lommeregneren – også kaldt lommekalkulator og regnemaskine – sit langsomme men sikre indtog i matematikundervisningen. Dette blev muliggjort af de faldende priser og udviklingen af den elektroniske regnemaskine i lommestørrelse. Først var lommeregneren forbeholdt de ældre klasser, men efterhånden mødte eleverne i de små klasser den også. De fleste elever kastede sig over maskinen, der både kunne løse det kedelige udregningsarbejde og tilsyneladende bød på uforpligtende sjov i opdagelsen af dens mange funktioner.

Regnestokkens endeligt

Blandt lærerne var der ligeledes begejstring, selvom de var mere tilbageholdende med at tro på, at lommeregneren virkelig var regnestokkens afløser. Ikke desto mindre så de mulighederne i de små maskiner. De gjorde det muligt at koncentrere sig om forståelsen frem for talarbejdet.

Hjælpermidler i regning var ikke nyt, og kuglerammen var også et godt gammel og velkendt redskab. Med regnestokken kunne man både gange og dividere og den kunne også anvendes i arbejdet med logaritmer. Med lommeregneren mistede regnestokken dog langsomt sin rolle som undervisningsmiddel.