Af Anne Katrine Gjerløff

”Jaj-var-i-zoo- vi-so-er- isbjn” skrev Julie under sin tegning. Julie gik i 0.klasse i 2010. Under sætningen skrev Julies lærer: ”Jeg var i zoologisk have. Vi så en isbjørn.” Julie kunne ikke læse, men hun kendte mange af bogstavernes lyde og stavede sig igennem sin fortælling ved at lytte til ordene.

Børnestavningen var en metode til at lære at stave, der blev introduceret af to lærere på Timring skole i 2001. Året efter udgav de bogen ”Nej. Farfar! For vi børnestaver…” og i løbet af det kommende årti skulle metoden komme i brug på mange af landets skoler. Metoden var et opgør med, at tale-læse-skrive, var den nødvendige rækkefølge i sprogudviklingen. Børnene begyndte altså med at skrive, før de kunne læse.

Børnestavningen hvilede på et intenst arbejde med bogstavernes lyde, hvor børnene skulle sidenhen skulle skrive de bogstaver, som de syntes at kunne høre i det ord, de ville skrive. Hvad mere var, så handlede børnestavning i høj grad om ’stemning’ og om ’lyst til læring’. Med børnestavningen skulle børnene opleve en glad og positiv stemning omkring arbejdet med bogstaverne og få mulighed for at bruge bogstaverne til at fortælle, hvad de havde på hjerte.