Af Anne Katrine Gjerløff

De fire specier

Regneundervisning blev et obligatorisk fag i 1806 i Danmark øst for Lillebælt og i 1814 vest for. Før den tid var det kun et mindretal af skoleeleverne, som lærte at regne, for regneundervisning kostede i modsætning til læsning og kristendom penge. Det samme gjorde skrivning i øvrigt.

Flere drenge end piger fik lov at få regneundervisning, for drengene forventedes at vokse op til en mere udadvendt rolle end pigerne. De kunne derved lettere komme i situationer, hvor regning var nødvendig.

Der var også flere børn i byerne end på landet, der fik regning. Dels var der flere penge mellem hænderne på folk i byerne, dels var behovet for regning mere udbredt i byernes erhverv, der omfattede håndværk og handel, end på landet, hvor hovedbeskæftigelsen var landbrug.

Regneundervisningen omfattede først og fremmest de fire grundlæggende regnearter: plus, minus, gange og dividere, først med hele tal, derefter med brøker. Regnearterne blev kaldt ”de fire specier”. Elever, der skulle lære at regne, måtte have en lille skifertavle og en griffel til regnestykkerne, og mange havde også en såkaldt cifferbog, hvor de skrev af efter en regnebog eller lærerens regnestykker.

Elever, der nåede videre end de fire specier, kunne blive præsenteret for de såkaldte ”regula de tri”-stykker, der var mere problemorienterede og baseret på tekst som: 6 heste spiser på 4 uger 12 tønder havre, hvor meget kan da 200 heste fortære på 1 år?

Kønsopdelt regning

I nogle skoler, særligt i byerne, omfattede regneundervisningen også geometri og handelsregning. I 1814 fik de offentlige skoler i København to obligatoriske klasser og en frivillig 3. klasse. I 1. og 2. klasse skulle drenge og piger lære det samme, men i 3. klasse blev kønnene delt og undervisningen målrettet henholdsvis piger og drenge. Pigerne skulle nemlig ikke have geometri, bogholderi og astronomi, ligesom de generelt skulle lære mindre end drengene. Til gengæld skulle de særligt have undervisning i husholdningsrelateret regning, især hovedregning, som man havde god brug for, når man var på marked for at købe ind til husholdningen.

Regnebogen

Det var ikke kompliceret matematik, der blev undervist i almueskolen i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men som i de andre fag var der vægt på udenadslære, og der var ikke mange hjælpemidler udover fingre og måske en kugleramme. Der skulle regnes mange stykker, for metoderne skulle sidde helt fast i hovederne på børnene.

I en del af regnebøgerne til det grundlæggende niveau var der desuden vægt på opgaver, der havde relation til det praktiske liv, og gennem opgaverne i bøgerne kan man se, hvad det forventedes, at børnene fik brug for at lære. Samtidig er stykkerne en kilde til de mål og mængdebetegnelser man brugte i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet – og til hverdagen.

I Madsen-Vorgod og Pinholts Regnebogen fra 1907 findes fx. følgende regnestykker:

“En Dreng var ved sin Moders Død 12 Aar gammel. han levede derefter i 53 Aar. Hvor gammel blev han?”

“En Dreng, der er ude og tjene, har 12 Km. 16 M. til sit Hjem. hvor langt maa han gaa en Søndag Eftermiddag, naar han vil hjem og tilbage igen? Hvor langt har han til sit Hjem, naar han har gaaet 10 Km. 16.M?”

“Peder skal tjene penge til et Par Støvler, der koster 10 Kr. Hvor længe maa han spare sammen til Støvlerne, naar han tjener 25 Øre om Ugen?”

“Otto skriver en Skrivebog ud i 56 Skoledage. Hvor mange Skrivebøger har han skrevet ud, naar han har gaaet i Skole i 448 Dage?”