af Anne Katrine Gjerløff

De første forsøg

De første spæde forsøg med levende billeder i undervisningen blev udført i 1900-tallets første år. Her viste engagerede skolelærere deres elever korte hjemmelavede film med deres private fremvisere. Ønsker om at få films (som det hed langt op i tiden) ind i undervisningen var dog forbeholdt et mindretal af byskolernes lærere, og myndighederne hjalp ikke meget til.

Et disciplinært mareridt

I 1914 forbød brandvæsenet i København, at der blev vist films på skolerne: man havde kun nitratfilm der var yderst letantændelige! I København og andre byer eksperimenterede lærerne med at leje biografer og vise større grupper af elever oplysende film. Da mange skoler under 1. verdenskrig blev brugt som husvildeboliger var det oplagt at henlægge undervisningen til andre steder. I 1919 lejede den senere rektor for lærerhøjskolen Vilhelm Rasmussen således Cirkusbygningen i København og over 1000 elever så filmforevisningen. Det blev senere betegnet som et disciplinært mareridt.

Statens filmcentral

Lysbilleder blev derimod brugt af stadig flere lærere, efter Lærernes Lysbilledforening blev grundlagt i 1913. Foreningen udarbejdede og distribuerede billedserier om især fremmede lande, vilde dyr og erhvervsliv og produktion. Det var først i 1930’erne efter udviklingen af 16 mm smalfilm, der var sikre og nemme at håndtere, at skolefilm begyndte at brede sig. Fra Statens Filmcentral blev oprettet i 1938 gik det hurtigt, og film blev et kommercielt indbringende undervisningsmateriale. I 1950’erne blev der fra filmcentralen udsendt hundreder af film dagligt, og ca. 2000 skoler ud af landets ca. 3000 havde abonnement hos filmcentralen. Lærerne kunne i filmcentralens kataloger vælge mellem tusinder af film med titler som ”En dag i Palæstina på Jesu tid”, ”Myggens udvikling – fortalt af den selv”, ”Margarine – et moderne produkt” og ”En slangefarm i Bangkok”.