Det store konserveringsprojekt er færdiggjort i den skolehistoriske samling.
Det 2-årige projekt med udrulning, digitalisering og konservering af 300 anskuelsestavler og 700 skolekort er pr. 31 august færdiggjort inden for den planlagte tidsramme.
Projektet har haft til formål at registrere og tilgængeliggøre samlingen af anskuelsestavler og skolekort, der udgør en del af den skolehistoriske kulturarv. Det har vi gjort ved at opfugte og planere, samt konservere om nødvendigt, samtlige tavler og kort for derefter at digitalisere og registrere tavlerne inden de publiceres på Det Kgl. Biblioteks digitale platform.
Projektet var støttet af Augustinusfonden, A.P Møller og Louis-Hansen Fonden og har et samlet budget på 1.8 million kr. Undervejs i projektet har vi flere gange erfaret at vi kun lige kommer tids nok til at redde flotte og unikke kulturarvsgenstande, der har lidt under flere vandskader, flytninger og uhensigtsmæssig opbevaring. Nu er hele samlingen af anskuelsestavler og skolekort opbevaret samlet og under meget bedre bevaringsforhold og tilgængelig blandt KB’s digitale samlinger.
Samlingen af oprullede tavler og kort udgør, sammen med samlingens øvrige ca. 15.000 tavler, en hjørnesten i skolens kulturarv, idet de vidner om udviklingen af et nyt syn på børns læring i løbet af 1800-tallet, hvor billeder og kort skulle anskueliggørelse og supplere skolens boglighed. Deres tilblivelse og udbredelse til danske skoler fortæller om nationalstatens opkomst, om tidens fascination af natur, geografi og teknik – og om religionens centrale betydning i hverdagen. Til samlingerne hører også en række lærer- og undervisningsvejledninger.
Læs mere her: https://skolehistorie.au.dk/om-skolehistorie/udrulningsprojektet