Mellem grænser
Efter Genforeningen spøgte fysiske såvel som psykiske grænser op igennem 1900-tallet. I 1950’erne begyndte man at nærme sig hinanden og forholdene bedredes i løbet af anden halvdel af 1900-tallet. Sprogkonflikterne mellem skole og hjem er dog stadig relevante i Danmark i dag – bare ikke kun i Sønderjylland.
Balancegang
Efter Genforeningen var tilstandene på de sønderjyske skoler mildest talt komplekse, og selvom den Sønderjyske Skoleordning blev indført fra start, var der mange kulturelle, sproglige og organisatoriske udfordringer.
Op gennem 1920’erne og 30’erne var det en linedans på et knivsæg, når der skulle ansættes lærere på de kommunale tyske og danske skoleafdelinger. Det var de lokale skolekommissioner, som stod for udnævnelsen af lærere, og både de dansk- og tysksindede medlemmer havde stærke holdninger til hvem der skulle ansættes. Kandidaterne blev vægtet på deres baggrund, opvækst, tilknytning til tysk eller dansk sprog og kultur – og selvfølgelig deres lærerkompetencer. Men de faglige kompetencer blev ikke altid vægtet højest.
I 30’erne blev især de tyske privatskoler i stigende grad nazificeret. De havde ikke kommunalt tilsyn ligesom de offentlige skoler. Men også i de tyske afdelinger af de kommunale skoler var der udfordringer. I bogen Genforeningens bedste gave kan man læse om lærer J. Hansen fra den tyske skole i Burkal, der ved flere lejligheder åbenlyst agiterede for nazismen, argumenterede for en grænseflytning og hyldede Hitler både i tale og i den lokale avis. Han fik en advarsel, da han havde talt offentligt for en grænseflytning, men blev ikke fyret, da man var bekymret for, om det ville blive opfattet som mindretalsundertrykkelse både af det tyske mindretal og af den voksende nazistiske stormagt mod syd.
Frem mod Anden Verdenskrig tilspidsedes konflikten. Nazistiske kræfter blandt det tyske mindretal ønskede større selvstændighed for de tyske skoler, private som offentlige, og opnåede blandt andet tilladelse til at bruge rigstyske undervisningsmaterialer, selvom de havde et tydeligt nazistisk islæt og forherligede Hitler. Så længe de ikke omtalte Danmark negativt, blev det accepteret fra de danske myndigheders side.
Et nyt nulpunkt
Med Anden Verdenskrigs udbrud og besættelsen af Danmark blev arbejdet for sindelaget hos de danske skoleelever centralt. Mange havde tiden før genforeningen i frisk erindring og frygtede at skolen lige så stille ville blive underlagt tysk kontrol. Derfor fokuserede man i høj grad på at styrke skoleelevernes kendskab til danske værdier og dansk historie og sikre udbredelsen af fædrelandskærlighed på skolerne. Uden at støde nazisterne så meget, at de greb ind.
Blandt det tyske mindretal vakte besættelsen jubel, for mange håbede på en grænserevision. Det blev imidlertid blankt afvist fra centralstyret i Berlin, som havde helt andre planer med Danmark. Man opfattede det lille danske rige som et pragteksemplar på den ariske races udvikling og havde ingen interesse i at skabe unødvendige konflikter med befolkningen eller regeringen. Fra dansk side følte man sig dog aldrig helt sikker på, om en grænserevision kunne komme på dagsordenen igen.
Besættelsen øgede modsætningerne betragteligt, ikke mindst i Sønderjylland hvor mange tysksindede åbenlyst støttede nazisterne. Med krigens afslutning i 1945 kom det derfor til et opgør med det tyske mindretal i Sønderjylland. De danske myndigheder tvangslukkede alle tyske skoler, private som kommunale. I første omgang var argumentet at man var nødt til at gennemgå undervisningsmaterialerne grundigt for nazistisk propaganda inden skolerne kunne lukke op igen. Senere at man ville konfiskere alle tyske privatskolebygninger som erstatning for den tyske krigsgæld. Stærke politiske kræfter ønskede at forhindre de tyske skoler i at genåbne og der var mange hensyn både lokalt og nationalt. Der var stor uenighed om hvad man skulle gøre med de tysksindede skolebørn. En del mente at børnene skulle assimileres hurtigst muligt i de danske skoler, imens andre frygtede den nazistiske indflydelse disse børn måtte medbringe. Resultatet var speget.
Kirsten Lylloff, læge, cand.mag. og ph.d. i historie
"En del af børnene blev overflyttet til de danske kommunale skoler og fra årsskiftet 1945/46 indmeldt i specielle tyske særklasser, hvor undervisningen ofte var helt utilstrækkelig. Men mange var udelukket fra skolegang, for der var kun kapacitet til at optage 1/3 af alle tidligere elever fra de tyske skoler i særklasserne. Hjemmeundervisning var forbudt, undtagen hvis forældre underviste egne børn. Først fra efteråret 1946 var der kapacitet i skolevæsenet til at modtage alle de tidligere elever fra de tyske skoler. Det medførte at over halvdelen af alle skolepligtige børn i alderen 7-14 år, som tidligere havde gået i tyske skoler, ikke fik den lovpligtige undervisning de havde ret til i over ét år. De danske myndigheder tilsidesatte altså en stor del af de tysksindede skolebørns basale ret til at modtage undervisning og straffede dermed de mindreårige skolebørn, der havde allermindst skyld i krig og nazisme."
Den personlige fortælling: Kirsten Elley – om at være stridens æble mellem en dansksindet mor og en tysksindet far
Grænsen mellem dansk og tysk fyldte også meget i Kirsten Elleys opvækst i Sønderborg. Det beskriver hun i DR’s podcastserie Tys tys, vi er tyske, hvor tre sønderjyske familier fortæller om den skam, skyld eller splittelse, der har præget dem, fordi en del af familien var tysksindet og valgte nazismen til. I Kirsten Ellys barndomshjem var sproget en kampplads. Hun talte dansk til sin dansksindede mor og tysk til sin tysksindede far, og da hun kom i dansk skole, nægtede faren at beskæftige sig med sin datters skolegang. Ofte måtte Kirsten Elly forsvare og forklare, hvorfor hun talte tysk med sin far, for ”der er jo tyskerhad hernede”, som hun selv beskriver det i podcasten.
Kirsten er i dag ansat som projektchef på Flensborg Avis, hvor hun arbejder med at styrke sammenhængskraften i det danske mindretal i Tyskland.
Serien er produceret af DR. Tilrettelæggelse: Sara Røjkjær Knudsen. Redaktør: Mette Willumsen. Programansvarlig: Dennis Kragelund.
Medvirkende: Kirsten Elley, projektchef ved Flensborg Avis. Bitten Elley, datter. Linn Elley, datter. Poul Duedahl, historieprofessor ved Aalborg Universitet.
Grænselandets grundlov
Med København-Bonn-erklæringerne i 1955 fastslog man fra både vesttysk og dansk side, at de danske og tyske mindretal på begge sider af grænsen havde ret til selv at bestemme, hvor deres tilknytning og identitet lå. Om de ville være danske eller tyske. På en lang række områder fik mindretallene sikret deres rettigheder, ikke mindst gennem politisk repræsentation. Erklæringerne sikrede fri ret til valg af skole og tog langsomt brodden af det anspændte forhold.
Mellem sprog og kulturer i nutidens skole
Kampen om skoleelevernes nationale tilhørsforhold og minoriteters sprog og kultur i skolen hører ikke kun fortiden eller Sønderjylland til. Med de mange flygtninge- og indvandrerbørn, der kom til Danmark med deres familier i 1970’erne, 80’erne og 90’erne kom der gang i debatten om modersmålsundervisning. Frem til årtusindskiftet var der skiftende kommunale tilbud til flersprogede børn og man eksperimenterede med at uddanne tosprogede lærere, som skulle danne bindeled mellem skolen og forældrene.
I 2002 besluttede den nyvalgte borgerlige VK-regering med støttepartiet Dansk Folkeparti at dansk i skolen var den bedste måde at blive integreret på, og de tosprogede lærte alligevel deres modersmål hjemme hos forældrene. Det førte til voldsomme protester blandt fagfolk og forskere, der argumenterede for at børn kun var i stand til at lære et nyt sprog ordentligt hvis de havde styr på deres modersmål. Og det ledte til grundlæggelsen af sprogskoler og muslimske lørdagsskoler i privat regi, som ikke var underlagt myndighedernes tilsyn og blandt andet fik sine undervisningsmaterialer fra Saudi-Arabien, Qatar og Libanon.
Bergthóra Kristjánsdóttir, lektor ph.d., DPU, Aarhus Universitet
"Der er i uddannelsessystemet en intolerance over for andre sprog end dansk og de gængse fremmedsprog. Der er lørdagsskoler men man ved meget lidt om dem, nok fordi der er meget begrænset interesse for at vide noget om minoritetsmodersmål. Man kan tænke sig, at de børn lærer at læse og skrive og så må man vurdere om det er kulturfærdigheder, som bør vurderes som sådan. Man kan også forestille sig uheldig religiøs orientering, men dybest set ved vi ikke hvad der sker i privat regi af godt og mindre godt. Det er interessant at vi i det samme land tillader to sprog og kulturer på lige fod som i Sønderjylland. Her bliver de sproglige færdigheder hos de tysktalende skolebørn styrket, så de kan klare sig lige så godt som deres danske kammerater. Og dansktalende skolebørn syd for grænsen fremmer deres tosprogethed i tyske skoler. Imens ved vi at der tales cirka 120 forskellige sprog i Danmark, som uddannelsessystemet negligerer, og som ultimativt medfører at børnenes minoritetsmodersmål går tabt. Og der er fare for, at den der ikke behersker sit modersmål, ikke lærer andre sprog ordentligt."
I dag er det kun børn af EU borgere, grønlændere eller færinger der har krav på modersmålsundervisning, så i en dansk klasse med en somalisk pige og en grønlandsk dreng er det kun drengen, der får støtte. Konsekvenserne af den manglende indføring i modersmålet i folkeskolen kan være, at forældrene søger efter undervisning i privat regi, hvor undervisningsmaterialerne ikke er målrettet børn i et dansk samfund. Præcis som både det danske og det tyske mindretal gjorde før dem, da de følte deres kultur undertrykt. Digteren Yahya Hassan gik i en skole i Aarhus i 00’erne med mange børn af anden etnisk herkomst og beskrev helt enkelt, hvordan han oplevede det i digtet Barndom: ’I skolen må vi ikke tale arabisk, derhjemme må vi ikke tale dansk’.
