Genforeningen markerede en voldsom forrykkelse af både fysiske og mentale grænser for skoleeleverne i Sønderjylland. Dansksindede såvel som tysksindede. Sprog, fædrelandshistorie og læsebog var pludselig på dansk. En ny skolelov skulle sikre de tyske mindretalsbørns ret til egen kultur og eget sprog og lærerne kom under lup. Var de i stand til at fungere i den danske kultur? Anskuelsesbilleder fra perioden viste skoleeleverne, at de var kommet hjem, at det tyske åg endelig var væk. De havde fået en ny identitet.

Den nye grænse

I 1920 blev grænsen mellem Tyskland og Danmark justeret. Slesvig havde i århundreder været genstand for territoriale konflikter, og der var dansksindede og tysksindede på begge sider af grænsen. Da det Tyske Kejserrige og Østrig-Ungarn tabte Første Verdenskrig i 1918, åbnede fredsforhandlingerne for en revision af tabernes grænser. Herunder Danmarks eneste landfaste grænse mod syd til Nordslesvig. I Versaillesfreden fremgik det, at eventuelle nye grænsedragninger skulle afgøres ved en folkeafstemning. I Nordslesvig stemte flertallet for en genforening med Danmark, mens Mellem- og Sydslesvig forblev tysk.

Genforeningen i Sønderjylland i 1920 bragte store omvæltninger for skoleeleverne i området med sig. Indtil da havde de gået i tysk skole, læst tyske bøger og lært Det Tyske Kejserriges historie. Nu blev skolesproget, stilene og fædrelandshistorien dansk, og i læsebogen fandt de ikke længere Grimm og Goethe men H. C. Andersen, Grundtvig og Ingemann. Det var fjerde gang på mindre end 100 år, at skolesproget skiftede i området, så det var ikke ukendt land for befolkningen.

Kaotiske år

Oven i de mange grundlæggende forandringer og den store usikkerhed omkring fremtiden, var skolebørnene og den øvrige befolkning ved at komme sig oven på Første Verdenskrig og den spanske syge.

Siden krigens start i 1914 var det gået ned ad bakke med skolegangen i Nordslesvig. Tusindvis af fædre og lærere var blevet indkaldt, så mange af skolebørnene blev kun sporadisk undervist af dem der havde tid, og en stor del af børnene var nødt til at hjælpe til derhjemme, fordi faderen, tjenestekarlen og måske også de ældre brødre var sendt i krig.

Om vinteren havde skolerne ofte lukket, fordi der manglede brænde, så skolestuen ikke kunne varmes op. I 1918-19 hærgede influenzaepidemien den spanske syge, som dræbte 50-100 millioner mennesker på verdensplan. Danmark slap billigt, men især folk i alderen 15-45 blev ramt.

Med krigens afslutning i 1918 fulgte halvandet års politisk vakuum i Sønderjylland. Der var mangel på lærere og ingen penge. Tyskland var ramt af inflation, så mange kunne ikke betale deres regninger. Der blev uddelt tøj, mad og skolebøger fra Danmark i mange af de sønderjyske byer. Det var en hård tid at være barn i. Mange skolebørn Sønderjylland havde store huller i deres skolegang, de havde slægtninge eller venner, der var døde i krigen eller af den spanske syge, og var forarmede og sultne, da Kong Christian X red over grænsen til Sønderjylland den 10. juli 1920.

Den Sønderjyske Skoleordning

Efter Genforeningen indførte Folketinget den sønderjyske skoleordning, som skulle sikre en lettere overgang til danske forhold. Hovedfokus var på at sikre forældrenes ret til at bestemme over deres børns skolegang, herunder at børn fra de tysksindede familier kunne bevare deres sprog og kultur og gå i tysk skole, selvom de nu boede på dansk jord. Man ville undgå at gentage fortidens fejl og i stedet respektere mindretallets ret til undervisning på modersmålet.

Med vedtagelsen af Den Sønderjyske Skoleordning i 1920 gav man forældrene indflydelse på oprettelsen af en tysksproget skole, af danskundervisning i tysksprogede skoleafdelinger og omvendt. Der var mulighed for at oprette tyske privatskoler og forældrene fik afgørende indflydelse både på ansættelse af lærere og på tilsynet med skolerne. Noget de ikke havde i samme udstrækning i resten af det danske rige.

Problemet med lærerne

Én af de store udfordringer gjaldt hvilke af de slesvigske lærere der skulle blive. De mest tysksindede var allerede draget sydpå og nogle stod foran pensionen, men der var stadig en del tilbage, som kunne få svært ved at tilpasse sig dansk skolelovgivning. Omvendt kunne man ikke sende dem alle sammen sydpå, da man så ville komme i akut lærermangel. Desuden tilsagde erfaringerne fra de forrige sprogskift, at det ikke var en fordel at skifte hele lærerstaben ud, men at skabe en blødere overgang.

De nordslesvigske lærere blev tilbudt kurser i dansk sprog og kultur, de oprettede Sønderjysk Lærerforening og indgik i et tæt samarbejde med Danmarks Lærerforening. Da det blev slået fast i den sønderjyske skoleordning, at alle slesvigske lærere skulle afskediges og efterfølgende kunne søge deres egne stillinger, fik de stor opbakning fra Danmarks Lærerforening. Cirka 1-250 slesvigske lærere blev genansat, mens 2-350 lærere kom nordfra. Tit skulle de samarbejde, da man som regel havde to lærere ansat. Og ofte var førstelæreren den ældre slesvigske lærer, mens den unge og relativt nyuddannede dansker var andenlærer.

Mange af de nyansatte, som kom nordfra, var nyuddannede, ambitiøse og fokuserede på at gøre deres for at sikre en ordentlig indføring i dansk sprog, kultur og historie til de nye statsborgere, men nogle kom også med mere belastende historier i bagagen. Der var eksempler på lærere, som tog til Sønderjylland, fordi de ikke kunne få arbejde andre steder i landet. Og så var der lærere, som blev opfordret til at søge sydpå for at hjælpe det nye danske land på fode igen. En opgave, der til tider blev mødt med lokal modstand, som lærerinde Mette Demuth beretter nedenfor.

De nye mindretal

Syd for den nye grænse skulle cirka 8-10.000 dansksindede børn og voksne indstille sig på at forblive en del af Tyskland. Cirka 1000 børn blev skrevet op til den danske afdeling af den offentlige skole, men kun 239 blev vurderet dansksindede af de tyske myndigheder. Resten blev sendt i tysk skole. Den manglende imødekommenhed over for det nye danske mindretal øgede interessen for oprettelsen af danske privatskoler, ligesom såkaldte vandrelærere blev taget i brug.

Det tyske mindretal i Sønderjylland dannede Deutscher Schulverein, Tysk Skoleforening, der skulle sikre bevarelsen og udbredelsen af tysk sprog og kultur blandt de tysksindede i Sønderjylland.

I begyndelsen gik langt de fleste tysksindede skolebørn i de offentlige tyske skoleafdelinger, men forældrene begyndte hurtigt at oprette private tyske skoler, fordi de følte, at der var en skjult fordanskningsproces i gang på de offentlige skoler. For eksempel igennem ansættelsen af flere dansksindede lærere og ved at indføre undervisningsmaterialer, der var tyske oversættelser af danske forfattere. Der blev oprettet tyske vandreskoler, præcis som dansksindede havde gjort under tysk herredømme i slutningen af 1800-tallet, og antallet af tyske privatskoler steg støt frem til og med Anden Verdenskrig.

Skabelsen af en historie

I forbindelse med folkeafstemningerne og Genforeningen opstod der et væld af afstemningsplakater, som argumenterede for og imod en sammenlægning med Danmark. De blev trykt i aviserne, hang i gaderne og blev omdelt som pamfletter. Senere blev de danske afstemningsplakater også en del af historieundervisningen i skolerne, men børnene i Sønderjylland havde med stor sandsynlighed set dem i gadebilledet allerede i årene op til Genforeningen.

Med nationalromantiske motiver og følelsesladede tekster søgte de at overbevise enhver i det sønderjyske om at stemme for en genforening med Danmark. Af samme årsag var der både plakater på dansk og tysk.

Afstemningsplakaten En røvet datter vender tilbage var lavet af kunstneren Joakim Skovgaard. Digtet på billedet var et uddrag af et længere digt skrevet af Henrik Pontoppidan i 1918, som fortalte, at Sønderjylland var en røvet datter, som var på vej tilbage til sin moder, Danmark. Blandt skoleeleverne kunne der ikke herske nogen tvivl om, at Sønderjylland oprindeligt havde været dansk og på unaturlig vis var blevet tyvstjålet af tyskerne.

Både Skovgaard og Pontoppidan var anerkendte kunstnere, hvilket gav motivet ekstra tyngde. På billedet lod Skovgaard Dannebrog vaje i baggrunden, moderen vender sit ansigt mod himlen og takker sin gud og skaber for at have fået sit barn igen. Datteren hviler sit hoved på sin moders skulder, rolig og taknemmelig for endelig at være i sikkerhed igen.

Både billede og tekst er følelsesladet og fyldt med symbolik, som har påvirket skoleelevernes syn på genforeningen. Billedet med sin tydelige fortælling, med skønheden i det danske landskab, der bugter sig i baggrunden og stoltheden ved Dannebrog.

Digtet ved finurligt, romantisk og med en klar kobling til fortidens sagn og myter at give beskueren en følelsesladet og hjerteskærende fortælling om en ugerning, som blev rettet op. Billedet retfærdiggjorde genforeningen som retmæssig og naturlig, og søgte at mane tvivl i jorden.

Billeder som grænsedragere

Anskuelsesbilleder, eller anskuelsestavler som de også kaldes, blev udbredt i skolen i anden halvdel af 1800-tallet. Ved at observere anskuelsesbilledet og i samtale med læreren, skulle eleven nå frem til nye erkendelser. Forstå hvordan en fabrik fungerede, hvordan hønen lagde æg eller lære om Jesu liv og levned. Med andre ord; hvordan verden hang sammen.

Anskuelsesbillederne virker måske som harmløse illustrationer i dag, men på den tid havde skoleeleverne meget dårlig adgang til billeder. Det var et relativt billedløst samfund, de voksede op i, og man bevægede sig sjældent uden for sit sogn. Det betød, at en serie anskuelsesbilleder i klasseværelset og en lærer, der forstod at berette og forklare, kunne åbne en ny verden for eleverne. Da der tilmed kun var ganske få bøger til rådighed for eleverne, var anskuelsesbilleder en effektiv måde at undervise og forklare eleverne om verden på.

Men det betød også, at eleverne var meget modtagelige for de budskaber, som billederne indeholdt. Afstemningsplakaterne var generelt meget symboltunge og tydelige i deres budskaber. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Nordslesvig selvfølgelig skulle tilbage til Danmark. Det trak nogle tydelige grænser mellem dansksindede og tysksindede børn. Grænser, som blev fastholdt og understøttet langt op i 1900-tallet. Men som var blevet grundlagt mange år tidligere. Af samme årsag blev 1920 set som en genforening, en adskillelse eller en deling alt efter hvem man spurgte.