Efter krigen i 1864 blev Slesvig en del af Preussen og senere det Tyske Kejserrige. I Danmark introducerede man skoleeleverne for myter, sagn og fædrelandshistorie. Store danske forfattere kom på skemaet, danske fædrelandssange vandt indpas og det danske sprog blev båret frem. Imens blev skolebørn i Sønderjylland præsenteret for den tyske kejser, tysk litteratur og fædrelandshistorie. Sideløbende begyndte dansksindede forældre at sikre hjemmeundervisning af deres børn i et forsøg på at fastholde dansk kultur og sprog.

Fortællinger om Danmarks fortid

I anden halvdel af 1800-tallet vandt en ny type af anskuelsesbilleder langsomt frem i de danske klasseværelser og skolestuer. Sagnkongers glorværdige bedrifter og sejre, munken Ansgars udbredelse af kristendommen i Danmark i 800-tallet, Thyra Dannebods grundlæggelse af Dannevirke langs Jyllands sydlige grænse og de nordiske guders liv og levned er blot eksempler på billeder, der blev produceret og sendt ud til landets skoler.

Billederne illustrerede lærerens indlevende fortællinger om fædrelandets fortid og satte Danmarks tusind år gamle historie i perspektiv for eleverne. Myter, sagn og formodet historisk fakta skabte et billede af et land, der havde været i krig mange gange før, men altid havde rejst sig igen.

Nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig og de to hertugdømmer Holsten og Lauenborg havde reduceret det danske land med 20 procent og efterladt befolkningen mismodig og afmægtig. Billederne gav eleverne en historisk forståelse af, at slaget i 1864 var en mindre begivenhed i Danmarks lange og imponerende historie, at landet både før og siden ville få store ledere, der kunne føre befolkningen mod bedre tider og at fremtiden derfor ikke var fuldstændig håbløs.

Sprog, toner og åndfuld litteratur

Samtidigt med at fædrelandshistorierne tog fart i skolestuerne og fik langt mere plads i undervisningen end før 1864, fik litteratur, sprog og sang en helt ny betydning. På de danske lærerseminarier kom litteraturkundskab på skoleskemaet. Man lagde vægt på, at de lærerstuderende skulle stifte personligt kendskab med de store danske forfattere og få en dybere indsigt i den mere åndfulde og fædrelandskærlige litteratur – og den markante skønhed der lå i det danske sprog. Det var en vigtig ny viden at få med ud i klasseværelserne. Med den nye grænse mod syd og skabelsen af en nationalstat fik det danske sprog nemlig pludselig en afgørende betydning for landets fremtid.

Sproget var med til at definere, hvad det ville sige at være dansk. Store danske forfattere som B. S. Ingemann og Grundtvig var allerede i fuld gang med at behandle fædrelandets historie, den nordiske mytologi og store begivenheder og personer i Danmarks historie. Derfor var det naturligt at præsentere eleverne for deres fantasifulde, opbyggelige og spændende historier.

Da der fortsat var ganske få bøger til rådighed i den danske skole, blev lærerens levende fortælling helt central i samspil med anskuelsesbillederne. Den mundtlige fortælleform var en gammel folkelig tradition, der fik en rolle i skabelsen af en national identitet.

De mange fædrelandssange var også med til at gøre børnene mere opmærksomme på det danske sprog. H. C. Andersens I Danmark er jeg født, Grundtvigs Danmarks Trøst/ Langt højere bjerge og Adam Oehlenschlägers Der er et yndigt land er eksempler på det. Med et indlevende og sansemættet sprog viste digte som dem skønheden i det danske sprog. De beskrev en følelse af et fællesskab, som forbandt eleverne med Danmark.

Skolesproget mod syd

Efter nederlaget i 1864 kom Sønderjylland og hermed byer som Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg under preussisk herredømme. Alle skolebørn, dansk- som tysktalende, skulle herefter i preussisk skole.

I starten fik de dansksindede børn lov til at bibeholde deres sprog i undervisningen, da man fra preussisk side farede med lempe. Både af hensyn til skolebørnene, der med et pludseligt sprogskifte kunne få indlæringsproblemer, og af politiske hensyn. Der var intet ønske om at skærpe konflikten med de dansksindede borgere. Derfor blev der lavet afstemninger i de områder, hvor sprogene var blandede, for at finde ud af, om der var et ønske om fortsat dansk i skolen. Mange af de dansksindede stemte for en genindførelse af tysk som skolesprog, da der var større fremtidsperspektiver mod syd end mod nord. En del dansksindede forældre var dog lodret imod tysk som skolesprog.

Op gennem 1870’erne øgedes presset om tysk i timerne, og i 1888 blev dansk forbudt i skolen, bortset fra fire ugentlige religionstimer, som de dansksindede børn fortsat kunne få på deres modersmål. Da de fleste børn talte dialekter af plattysk, sønderjysk og frisisk i hjemmet og hverken dansk eller tysk, var det en udfordring for dem alle, hvad enten de havde tysk eller dansk som skolesprog. Og hvis eleverne blev fanget i at tale andet end tysk i timerne eller på skolepladsen kunne de risikere afstraffelse. Sønderjysk havde i midten af 1800-tallet lavstatus, men med den nationale vækkelse blev det efterhånden ophøjet fra dialekt til et helt særligt sprog, som man skulle værne om.

Biblen på sønderjysk

Den sønderjyske lærer Johannes Friedrich Iversen (1856-1939) udgav i slutningen af 1800-tallet en række bibelfortællinger på sønderjysk under pseudonymet Maria Andersen. De gled lige ind i de danske religionstimer og var med til at fastholde de dansksindede skoleelevers sprogkundskaber. At han skrev under pseudonym var for at undgå repressalier fra de tyske myndigheder, som nok lod ham undervise på dansk i religionstimerne, men næppe så med milde øjne på dansksindede udgivelser.

Klik på billedet herunder og lyt til et uddrag af en bibelhistorie på sønderjysk. Indtalt af Malene Monka, sønderjyde og lektor i dansk dialektologi og sociolingvistik fra Københavns Universitet.

Skolegang uden for skolen

Mens preussisk sprog, kultur og fædrelandshistorie blev indfaset i skolerne i Sønderjylland, gik de dansksindede skolebørn i stigende grad i dansk skole i deres fritid. Såkaldte vandrelærere begyndte allerede kort tid efter 1864 at gå fra hjem til hjem og tilbyde undervisning i dansk sprog og kultur. Med den skærpede preussiske sprogpolitik i 1880’erne voksede behovet markant, men mange af vandrelærerne blev modarbejdet af de preussiske myndigheder med forbud og forfølgelse.

Den unge sønderjyske lærerinde Henriette Gubi blev i 1890 ansat af lokale til at varetage undervisningen af dansksindede børn i Sundeved. Hun arbejdede under vedvarende trusler fra de tyske myndigheder, som underkastede hende forhør og udstedte bøder, men modtagelsen fra de dansksindede familier opvejede mange ubehageligheder.

Som en modreaktion på den intensiverede fortyskningspolitik i blandt andet skolerne grundlagde den danske bevægelse en række foreninger, der skulle sikre dansk kultur og sprog. I 1880 stiftedes Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig, også kaldet Sprogforeningen, som bl.a. udlånte litteratur og organiserede foredrag. I 1888 stiftedes Vælgerforeningen for Nordslesvig, og i 1892 Den Nordslesvigske Skoleforening, som organiserede skoleophold for sønderjyske børn i Danmark.

Ét af Sprogforeningens tiltag var udgivelsen af Illustreret Børneblad for Nordslesvig, der både bragte opbyggelige historier, digte, gåder og billeder. Emnerne i bladet var typisk af dansk national karakter, men blev efterhånden målrettet nordslesvigske forhold.

Illustreret Børneblad for Nordslesvig udstedte også stileopgaver, og alle børn, der indsendte en stil, modtog en boggave. De bedste stile blev udgivet i bladet, så de andre unge læsere kunne se eksempler på gode besvarelser af stileopgaverne. Én af besvarelserne var skrevet af Marie Hollensen fra Mølmark. I en alder af 13 år skrev hun sig ind i den fædrelandskærlige fortælling, som Illustreret Børneblad for Nordslesvig søgte at styrke.