I begyndelsen af 1900-tallet kom der en række grundlæggende justeringer af den danske skole, som skulle sikre mere og bedre undervisning til eleverne. Pædagogiske strømninger satte barnet i centrum, og skolen blev mere styret. Ændringerne var i høj grad en konsekvens af de nationale strømninger, der fulgte med nederlaget i 1864. Skolen var blevet en central samfundsinstitution i dannelsen af ét folk.

Flere fag på skoleskemaet

Omkring århundredeskiftet styrkede en række nye love skolens virke. Først og fremmest fik skoleeleverne flere fag og skulle gå længere tid i skole. Fra en skoledag med læsning, skrivning, regning, religion og bibelhistorie kom der nu også praktiske fag som tegning, håndgerning, husgerning og sløjd på skemaet. Og drengene skulle også have gymnastik.

Mange af fagene havde selvfølgelig allerede deres gang i skolen, men kun hvis man lokalt havde gennemført det. Historie og geografi havde længe været en del af indholdet i læsebøgerne, men blev nu selvstændige fag. Både fordi den voksende industri havde brug for unge med indsigt i naturhistorie og samfundet, men også fordi viden om fædrelandets udformning og historie kun var blevet mere relevant med årene.

Dansk havde været på skoleskemaet en del år, men blev styrket betydeligt med et fast antal ugentlige timer, der kom til at udgøre en tredjedel af skoletimerne. Imens blev religion og bibelhistorie skåret betragteligt ned. Det var igen et udtryk for et stigende fokus på det danske og en nedprioritering af religionens betydning.

De nye prioriteringer blev kombineret med krav om færre elever i de enkelte klasser. Der var stadig forskel på land og by, men forskellen var snævret ind, endda konkret i titlen Lov om forskellige forhold vedrørende folkeskolen af 1899. Man gik væk fra betegnelsen almue- og borgerskolen, som signalerede en standsopdelt skole, og fokuserede på at blive en samlet skole for hele befolkningen. En folkeskole.

Sidst men ikke mindst var man også i fuld gang med at sikre bedre forhold for skolelærere. Både uddannelsesmæssigt og lønmæssigt. De mange lovmæssige ændringer skulle sikre et højere uddannelsesniveau for de mange i et samfund der var under voldsom udvikling. Men også i styrkelsen af en fælles national identitet.

Barnet i centrum

Samtidigt med at folkets skole blev grundlagt, vandt en ny pædagogisk retning frem, som fokuserede på udviklingen af barnets selvstændige opfattelse og sansning af verden. Frem for udenadslære ønskede fortalerne at give barnet redskaberne til at lære selv. Mange af idéerne var svære at indarbejde i skolen, men de praktiske metoder såsom anskuelsesundervisning, klasseundervisning, nedtoning af fysisk afstraffelse og forsøget på at lade barnet tænke som et selvstændigt, tænkende individ – de var mere håndgribelige for lærerne.

Med det såkaldte Sthyrske Cirkulære i 1900 blev anskuelsesundervisning obligatorisk. Godt nok havde den eksisteret lige så længe, som anskuelsesbilleder var blevet indkøbt af skolerne, men nu blev det systematiseret og struktureret.

Anskuelsesundervisning gik i al sin enkelthed ud på, at læreren talte med eleverne om, hvad de kunne se på det enkelte anskuelsesbillede, men det kunne også være genstande, man lod gå rundt, eller steder, man tog hen til for at se og lære ved selvsyn. Den type undervisning skulle netop understøtte skoleelevens evne til at observere, forstå og drage sine egne konklusioner. Det handlede om at kunne gebærde sig i en hurtigt skiftende virkelighed og om at få det bedste frem i det enkelte barn. Både for barnets og samfundets skyld.

En bærende søjle

De nye skolelove og cirkulæret gav detaljerede anbefalinger til, hvad der skulle undervises i, hvordan og hvorfor. Der var forslag til læringsmål og retningslinjer for, hvordan læreren skulle bruge metoderne i undervisningen. De mange forslag og krav ensrettede i stigende grad undervisningen, udviklede eleverne fagligt og styrkede skolens position i samfundet. Myndighederne tog mere styring og kontrol med skolen, satte den i system. Ad den vej blev skolen central i dannelsen af nyttige og produktive borgere med et fælles sprog, en fælles historisk bevidsthed og national identitet.