I 1957 sendte Sovjet den første satellit i kredsløb om jorden. USA fik travlt med at indhente dem, og hele verden fulgte med. Samtidigt råbte den fremadstormende industri på flere medarbejdere med naturvidenskabelig baggrund. Interessen for astronomi, fysik og kemi voksede, især hos drengene. Der kom fysiklokaler på landets skoler, og eleverne begyndte at udføre forsøg. Men da erhvervslivet stadig manglede medarbejdere med teknisk indsigt, rettede man blikket mod pigerne. For første gang italesatte man på nationalt plan piger og kvinders fravær i naturvidenskaberne. For den var katastrofal.
Med russernes opsendelse af satellitten Sputnik i 1957 blev hele verden og USA i særdeleshed taget på sengen. Ingen havde troet, at Sovjetunionen ville komme først, selvom de ved adskillige lejligheder havde erklæret, at de nærmede sig målet. Rumkapløbet var dermed for alvor skudt i gang, og især Sovjetunionen og USA kæmpede om førstepladsen.
Fascinationen af astronauter, fysikere, ingeniører og alle de andre skarpe hjerner, som skulle bringe raketter ud i rummet, steg eksponentielt. Især drengene havde forbilleder, de kunne læne sig op ad. Pigerne knap så mange. Godt nok blev kosmonauten Valentina Tereshkova som den første kvinde sendt op i rummet allerede i 1963, men hun var fra Sovjetunionen, og så var hun en enlig svale, da der gik næsten tyve år, før de næste kvinder blev sendt op i starten af 1980’erne. Så hendes bedrift gik antageligvis hen over hovedet på de fleste danske piger. I det hele taget glimrede kvinderne ved deres fravær i de naturvidenskabelige fag. På fysikstudiet var der typisk én til to kvinder på en årgang og typisk nul på ph.d-studiet.
I halvtredserne skete der samtidigt en opblomstring af den danske industri. Arbejdsløsheden faldt, imens forbruget steg. Danskerne ville have TV, køleskab, B&O anlæg, bil og villa. Mange begyndte at fifle med teknik i værkstedet eller laden og udviklede nye arbejdsmaskiner til hjemmebrug. Maskiner, der efterhånden blev efterspurgt, forbedret og sat i produktion. Landmændene fik råd til avancerede landbrugsmaskiner, imens hjemmene blev indtaget af elektriske apparater såsom røremaskiner, saftcentrifuger og strygejern. Industrien skreg på kvalificerede medarbejdere med teknisk indsigt og en vis portion naturfaglige kundskaber, men de fandtes stort set ikke. Kun cirka én procent af befolkningen havde en naturvidenskabelig uddannelse – og langt de fleste var med deres universitetsuddannelser totalt overkvalificerede.
Der var behov for nye uddannelser målrettet de mange nye virksomheder. Folk, der kunne bestyre den komplekse masseproduktion af elektronik, medarbejdere med kendskab til kemi i den voksende medicinalindustri og ansatte med indsigt i teknik og fysik på de mange byggepladser. Samtidig var størstedelen af de voksne kvinder hjemmegående husmødre, hvilket man også forventede, at mange af pigerne ville blive. Men med udsigten til et voksende behov for medarbejdere rettedes blikket mod pigerne.
Inden Sputnik satte verden på den anden ende, havde fysikfaget levet sit eget stille liv. Op igennem første halvdel af 1900-tallet var det primært de ældste skoleelever i byerne, der modtog fysikundervisning, som man dengang kaldte naturlære. Faget blev først obligatorisk i landsbyskolerne i 1937, så indtil da havde de fleste landbobørn blot en enkelt times naturlære om ugen, hvis de da overhovedet blev undervist i faget.
Forskelsbehandlingen på land og by handlede om flere ting. Det var svært at skaffe en lærer med tilpas indsigt og viden om faget, og så var det dyrt at købe fysikredskaber til de små skoler. Derudover mente man ikke, at bønderbørn havde brug for at lære fysik. De skulle jo gå i deres forældres fodspor som landmænd og bondekoner.
I byskolerne bestod undervisningen i naturlære de fleste steder af en lærer, der gennemgik forsøget på tavlen. Læreren tegnede forsøget på tavlen og fortalte eleverne, hvad der ville ske, brugte anskuelsesbilleder som illustrationer og forklarede de forventede reaktioner af forsøget. Der var også fysiklærere, som udførte demonstrationsforsøg på katederet og lod eleverne observere. Men virkelige eksperimenter skete langt fra alle steder. De krævede både snilde og kundskab hos læreren, og de var ikke ufarlige. Fagbøgerne ændrede sig ikke meget i perioden. De blev blot opdateret. Det var et fag uden den store udvikling og med en begrænset tilknytning til de øvrige skolefag og til samfundet generelt. Det var Sputnikchokket med til at ændre på.
I 1956 nedsatte den socialdemokratiske regering en Teknikerkommission, der skulle undersøge mulighederne for at skabe nye naturvidenskabelige og tekniske uddannelser af kortere og længere varighed. Kommissionen kom få år senere med en række forslag, der skulle styrke de unges vej ind i industrien. Skolegangen skulle målrettes de forskellige uddannelser, der skulle være studiestøtte, så alle kunne klare sig under uddannelsen, og så ville man gerne have piger og kvinder med. Samtidigt kom der en folkeskolereform i 1958, som sidestillede skolerne på landet og i byen. Det var med til at styrke naturlæren på landsplan, da alle skolebørn nu fik lige mange timer i faget.
Vejledningen til skolereformen kom i 1960. Den Blå Betænkning understregede betydningen af elevbårne fysikforsøg – hellere få gode end mange uigennemtænkte. Eleverne skulle have mere medbestemmelse, og de skulle have fysikken mellem fingrene. Fysiklærerne blev klædt bedre på til at styre elevforsøg og fik et bedre kendskab til eksplosionsfarlige, ætsende og giftige stoffer – og naturligvis ioniserende stråling. Naturlære blev til fysik/kemi, imens naturhistorie blev til biologi. Fysikbøgerne blev skiftet ud med nye, moderne lærebøger, og fysiklokaler voksede frem på skolerne rundt om i landet. Især i forbindelse med sammenlægninger af de små skoler til større centralskoler.
"Dengang havde man en mere kønsadskilt skole. Man forventede at piger skulle opdrages til kommende husmødre, men det var ikke forventningen i læseplanerne. I lovgivningen og i læseplanerne sidestillede man drenge og piger i 1950’erne. Med Teknikerkommissionen udtrykte man at de dygtige piger skulle med. Men det skete ikke rigtigt.”
Pigerne kom ikke med. De mange nye uddannelser blev primært besat af drenge. Og det var fortsat dem, der interesserede sig for fysik og gik den naturvidenskabelige vej. Fysikkens verden var ikke ukendt land for drenge på samme måde som for piger. Meget drengelegetøj lignede faktisk fysikinstrumenter eller var decideret små modeller fra virkelighedens verden. Eksempelvis dampmaskinen, som var på de fleste drenges ønskeliste. Eller en elektrisk togbane. Der fandtes legetøj til drenge inden for alle afskygninger af den teknologiske udvikling: modeller af fly, skibe og ubåde, der skulle samles minutiøst. Men også legetøjssæt som Den lille fysiker, der decideret indeholdt redskaber, så drenge kunne udføre elektriske forsøg. Og mange drenge oplevede, at deres fædre deltog aktivt i legen. Måske fordi fædrene dybest set også var fascinerede af maskinernes kraft.
Samtidigt var der mange fædre, som tog deres sønner med ud i værkstedet. Her lærte de at håndtere værktøj, arbejde med træ og metal, håndtere maskiner og reparere alskens ting i hjemmet. Det gav dem en fortrolighed med værktøj og en forståelse for fysikkens kræfter, som piger ikke fik på tilsvarende måde. Ovenikøbet var det kun drengene, der havde sløjd og sløjdfysik i skolen. Sidstnævnte var et fag, hvor eleverne byggede fysikredskaber i træ og kobbertråd. På samme tid blev piger taget med ud i køkkenet med moderen, de fik dukker og dukkevogne som legetøj, hjalp til med at passe deres små søskende og havde håndgerning og hjemkundskab i skolen. De kønsopdelte fag som hjemkundskab, håndarbejde og sløjd blev først for begge køn i 1970’erne.
Så da pigerne fik fysik i skolen, følte de sig bagud fra starten, fordi de ikke kunne genkende tankegangen eller redskaberne. Faget fysik/kemi kom først ind i fagrækken i 6. eller 7. klasse, samtidig med at eleverne blev teenagere. Skolebøgerne var illustreret med tegninger af drenge, der udførte forsøg, og mange af forsøgene var taget fra drengenes verden. Anskuelsesbilleder viste primært mænd, der håndterede maskiner og redskaber, som de så ud i den virkelige verden, hvilket forstærkede både drenge og pigers oplevelse af fysik som et mandefag. Alt dette var med til at fastholde piger og drenge i bestemte kønsroller.
Født: 1907 - død: 2002.
Marie Hammer blev født ind i en direktørfamilie, men efter forældrenes skilsmisse voksede hun op på sin mors gård i Nivå under simple kår. Efter studentereksamen studerede hun zoologi på Københavns Universitet, hvor hun begyndte at interessere sig for jordbundens mikrofauna. Altså små, ofte mikroskopiske dyr, som hun blandt andet studerede på Island. Efter hun var færdiguddannet, ville hun gerne fortsætte sine undersøgelser og kom med Knud Rasmussen på hans sidste Thuleekspedition i 1933. De næste år bestred hun en række midlertidige stillinger, imens hun forskede videre.
I 1936 blev hun gift med sin magisterkollega Ole Hammer, med hvem hun fik fire børn i perioden 1938-46. I 1944 afleverede hun sin disputats om mosmider og springhaler i Grønland og argumenterede for, at kontinenterne på jordkloden engang havde hørt sammen – præcis som den tyske geolog Alfred Wegener havde fremført i 1912. For at styrke teorien forskede hun nu udelukkende i mosmidernes udvikling rundt omkring i verden.
Efter 1948 havde hun ingen fast ansættelse og måtte selv skaffe midler til sin forskning igennem legater og ved at arbejde hjemmefra, samtidigt med at hun var hjemmegående husmoder og mor til fire børn. I lange perioder var hun ude at rejse, hun skrev et væld af forskningsartikler, beskrev cirka 1000 nye arter af mosmiden og illustrerede dem med mere end 5000 tegninger. I 1979 kulminerede hendes forskning med afhandlingen ’A Review of the World Distribution of oribatid mites in Relation to Continental Drift’, som hun udgav sammen med forskningskollegaen John Anthony Wallwork.