I starten af 1900-tallet øgede man fokus på naturkundskab i skolen – både for piger og drenge. Naturvidenskaben havde for alvor vundet indpas i samfundet. Og i den fremvoksende industri var der brug for folk med indsigt i teknologi. Men fra samfundets side mente man stadig, at drenge og piger fra naturens hånd var indrettet forskelligt. Drenge havde teknisk snilde, struktur og logisk sans, imens pigers styrke lå i moderrollen, i håndarbejdet og madlavningen. De var skrøbelige både fysisk og psykisk og havde brug for beskyttelse og trygge rammer for at kunne udleve deres naturlige rolle som mor og hustru, og som ansvarlig for børn og hjem.

Naturlære på skoleskemaet

Omkring århundredeskiftet var der store forandringer på vej. Skoleloven af 1899 og det Sthyrske Cirkulære, som var en art læseplan fra år 1900, dikterede i langt højere grad end tidligere, hvordan undervisningen skulle forløbe. Nu skulle både drenge og piger have flere timer, flere fag og en mere struktureret undervisning. Der var forskel på kravene til landbobørn og bybørn, men de mindskedes langsomt. Alle børn skulle nu have geografi og sang. Naturkundskab og historie blev indført for drenge og piger i byskolerne, imens det var frivilligt i landsbyskolerne. Derfor vandt disse fag langsommere indpas ude på landet.

Naturkundskab var en kombination af naturhistorie og naturlære. Naturhistorie var læren om den levende natur, det vil sige biologi, og blev introduceret i de helt små klassetrin igennem anskuelsesundervisning. Det var en ny type af undervisning, hvor læreren igennem virkelige genstande og store farverige billeder fortalte og samtalede med børnene om planter, dyr, livet i byen og på landet, vejret, tiden og mange andre emner i og omkring børnenes liv. Læreren viste for eksempel et udstoppet pindsvin frem, så børnene kunne se og røre. Og samtidigt fortalte læreren om dyret ved hjælp af et anskuelsesbillede, der illustrerede pindsvinets levested, føde og måske de indvendige organer.

I de ældste klassetrin fik eleverne naturlære, som mindede om fysik og kemi. Her blev de blandt andet introduceret for almindelige redskaber såsom en vægtstang, uret, en pumpe, et barometer, et termometer og dagligdags naturbegivenheder såsom faldet, flydning, smeltning og fordampning. Også her kunne læreren anvende anskuelsesbilleder for at fremme forståelsen. I de bedre skoler var der måske endda råd til fysikinstrumenter, så læreren fra katederet kunne demonstrere, hvordan elektrisérmaskinen fik hårene til at rejse sig på eleven, eller hvordan telegrafapparatet kommunikerede. Ad den vej kom fysik mere ind i skolen både for piger og drenge.

Naturvidenskabens tidsalder

At naturlære kom på skoleskemaet i byerne handlede selvfølgelig i høj grad om, hvad der ellers skete i samfundet. I anden halvdel af 1800-tallet var naturvidenskaben nemlig for alvor på fremmarch i Danmark. Industrialiseringen tog fart, fabrikker skød op i byerne og maskinkraft overtog en lang række arbejdsprocesser, der før blev varetaget af mennesker og dyr. Gamle håndværksfag blev mekaniseret, og der var et stigende behov for medarbejdere med indsigt i netop disse processer. Medarbejdere, som forstod teknologien og kunne videreudvikle produktionen og produkterne. Også i landbruget og sundhedsvæsenet var der brug for fagfolk, som kunne medvirke til en effektivisering og udvikling af områderne.

Allerede i 1829 blev Polyteknisk Læreanstalt (senere DTU) grundlagt af en gruppe fagfolk med H. C. Ørsted i spidsen. Her skulle uddannes kandidater i mekanikken (maskiningeniører) og kandidater i anvendt naturvidenskab (kemikere). I 1850 blev Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet oprettet, og med det fulgte en række undervisere og forskere, der kunne sende færdige kandidater ud i det private erhvervsliv. Formålet med naturkundskab i skolen omkring århundredeskiftet var da også helt utvetydigt.

Samtidigt var der på det politiske plan sket store forandringer i det danske samfund. Med Grundlovens indførelse i 1849 gik landet fra enevælde til demokrati. Men de næste 50 år blev domineret af politiske magtkampe før systemskiftet i 1901 skabte ro omkring folkestyret. I 1864 tabte Danmark krigen mod Preussen og mistede Sønderjylland. Danmark var blevet en ubetydelig småstat, der igennem national vækkelse forsøgte at genopfinde sig selv. Her spillede naturvidenskaben en rolle.

Tidligere var naturvidenskabsfolk blevet anset for at være en slags mekanikere. Dem, der fik maskinerne til at virke. Med det store behov for at hjælpe industrien i gang og styrke det lille land indadtil blev de naturvidenskabelige fag mere og mere professionaliseret og struktureret. Men de var stort set udelukkende henvendt til drenge.

Forskellige fra naturens hånd

I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var synet på drenge og piger meget anderledes end, det er i dagens Danmark. Blandt præster, læger og i store dele af det øvrige samfund mente man, at drenge og piger fra naturens hånd var indrettet forskelligt. Drenge havde teknisk snilde, struktur og logisk sans, imens piger var mere subjektive, ustrukturerede og skrøbelige, både fysisk og psykisk. De havde brug for beskyttelse og trygge rammer for at kunne udleve deres naturlige rolle som mor og hustru og som ansvarlig for hjemmet. Deres styrke lå i det nære, i håndarbejdet, madlavningen og den kærlige opdragelse af børnene. Manden var familiens overhoved, han tog på arbejde, forsørgede sin familie og havde politisk valgret. Imens var hustruen hjemmegående, umyndig og havde ikke stemmeret.

På grund af disse forskelle havde drenge og piger forskellige praktiske fag i skolen. Imens drengene i København havde træsløjd fra 1895, fik pigerne obligatorisk håndgerning, dvs. håndarbejde, med skoleloven i 1899. Men allerede forinden havde mange piger i de private pigeskoler fået en omfattende undervisning i syning, hækling, stopning, broderi og andre af husmoderens nødvendige kundskaber. Synet på drenge og pigers kvaliteter og evner afspejledes i de fag, de hver især fik i skolen. Men der var også store forandringer og nye kvindesyn under opsejling.

Piger og kvinder vandt frem

Samtidigt var perioden præget af modstand mod den gængse opfattelse af de to køn. Både i den offentlige debat og i skoleregi trængte piger og kvinder frem. Op igennem sidste halvdel af 1800-tallet kom der flere private pigeskoler, som lagde vægt på, at pigerne skulle have en uddannelse, så de kunne leve selvstændige liv. I begyndelsen måske mest rent åndeligt inden for ægteskabets rammer, men efterhånden også som udearbejdende.

Natalie Zahle indførte som den første gymnastik på sine pigeskoler i 1864. Det var i sig selv opsigtsvækkende, da det var en udbredt opfattelse, at piger ikke havde godt af fysiske anstrengelser og øvelser. Man mente, det kunne ødelægge deres evne til at få børn. Gymnastik blev først obligatorisk i de offentlige skoler med skoleloven af 1903.

Én af Zahles elever, Ingrid Jespersen, oprettede i 1894 en pigeskole på Østerbro i København. Her indrettede hun det første danske skolelaboratorium for naturlære, foruden at sætte sløjd og håndgerning på pigernes skoleskema. Igen en udfordring af tidens normer, idet sløjd blev anset for et drengefag – og naturlære ligeså. Én af de første danske, kvindelige fysikere, Hanna Adler, oprettede i 1894 Hanna Adlers Fællesskole. Hun var af den overbevisning, at drenge og piger burde gå i skole sammen, idet drenge og piger komplementerede hinanden.

De naturvidenskabelige såvel som de kønsspecifikke fag vandt således indpas tidligere i private end i offentlige skoler. Men pigerne i de offentlige skoler havde fortsat ikke mulighed for at få en studentereksamen, da det foregik i latinskolerne, som kun var for drenge. Først med almenskoleloven i 1903 indførtes et samlet skolesystem, som sikrede, at alle børn, drenge såvel som piger, kunne få en uddannelse. Nu kunne piger i de offentlige skoler også komme i gymnasiet og få en studentereksamen. I hvert fald i princippet. For der var selvfølgelig stadig forskel på, hvilke børn der blev skubbet i retningen af en længere uddannelse.