Billederne blev til i en kaotisk tid med krig, nederlag og ydmygelser, men også med buldrende industrialisering, nye videnskabelige opdagelser og en stigende tro på fremtiden. Billederne viste, hvordan mennesket udviklede sig mod noget bedre, og dermed blev tilbagegang blot en parentes.

Hvad udad tabes må indad vindes

I 1864 led Danmark et sviende nederlag til Preussen og Det Tyske Forbund, som landet på det tidspunkt var i krig med. Danmark tabte det meste af Slesvig, Holsten og Lauenborg, som indtil da havde været tæt knyttet til Danmark. Helstaten Danmark mistede cirka 30 procent af sin befolkning og 40 procent af sit land. Da krigen startede, var de danske politikere sikre på, at Danmark ville vinde. Derfor var nederlaget et ekstra stort chok for dem og den danske befolkning. I tiden efter 1864 var det svært at være dansker, og man følte sig lille i en stor, stærk og brutal verden. Danskerne blev mere pessimistiske, forsigtige og mistroiske.

Efterfølgende vældede en bølge af modstand frem mod mismodet. Forfattere, kunstnere, politikere og mange andre fremtrædende folk, store som små, begyndte at fortælle om det fantastiske ved Danmark. De ville gerne skabe en ny national identitetsforståelse, og det skulle bl.a. ske ved at fortælle om alt det, Danmark og danskerne var gode til. Det skulle man selvfølgelig også gøre på skolerne. Ingen skulle vokse op med bøjede nakker.

Kunstnere og historikere begyndte at fortælle en anden historie om kampene. En historie om heltemodige, danske soldater, som tappert forsvarede deres fædreland – og faldt. Rosenstands maleri blev ofte brugt i historiebøgerne i skolen og var med til at fortælle en helt anden historie om nederlaget i 1864. Soldaternes mareridtsagtige erindringer fra slagmarken forsvandt til fordel for heltemodige krigshandlinger. Der var et behov for nye historier. Og nye mål, som fokuserede på det, Danmark og danskerne var gode til.

Ét af svarene lå i jorden. Den jord, som arkæologer på det tidspunkt gravede i med stigende interesse – og som indeholdt rige mængder af genstande fra Danmarks Oldtid.

En ikonisk fortid

I slutningen af 1800-tallet slog industrialiseringen for alvor igennem. Nye maskiner viste vejen, videnskaben var på fremmarch og arkæologerne gjorde fund i jorden som aldrig før. Langsomt dukkede en fjern fortid op, som arkæologerne længe havde kendt til, men som med de mange nye fund blev endnu mere klar. Denne nye viden åbnede for en verden, hvor danskerne ikke længere var tabere, men stolte og modige jægere. Den historie skulle fortælles!

Herunder kan du gå på opdagelse i de fire periodebilleder og blive klogere på, hvad man kan se på dem.

En stor fremtid

Eleverne skulle forstå den udvikling, som deres forfædre havde været igennem, som et konstant fremskridt. Mod bedre jagtredskaber, bedre tøj, stærkere bygninger, klogere udnyttelse af jorden og dens ressourcer. Billederne viste en genkendelig verden befolket af lyse, glade, stærke og arbejdsomme mennesker. En verden, der på nogle punkter lignede den, eleverne selv færdedes i. Eleverne så deres forfædre i et typisk dansk landskab, hvor kvinderne var ved madgryderne og mænd byggede både, gik på jagt og øvede sig i bueskydning. Præcis som i elevernes egen verden.

T. Sillasens anskuelsesbilleder viste en historie, der hele tiden gik fremad. Der kunne være små tilbagegange, men grundlæggende ville han vise, at danskerne var blevet klogere, stærkere, sundere og levede længere. Det var en historiefortælling, som ikke gik i stå eller faldt sammen. Den gjorde nederlaget i 1864 til et mellemspil i de lange linjer af overlevelse og udvikling mod noget bedre.