Gentager historien sig
Gentager historien sig?
T. Sillasens billeder om oldtiden i Norden var et produkt af sin tid, af forestillinger om det gode liv, udviklingen af ny og bedre teknologi, vejen mod bedre udnyttelse af naturens ressourcer og menneskelig dominans. Dette ideal kulminerer med tanken om den antropocæne tidsalder. Men er vi overhovedet blevet klogere?
Lydfortælling kapitel 5: Babelstårnet
En positiv udvikling
På billederne kan man se, hvordan mennesker i Danmark har udviklet sig fra den ældre stenalder til jernalderen. Det er et samfund i udvikling. Nye materialer kommer i brug, nye måder at udnytte naturens ressourcer på, ny viden og nye teknologier. Det er en konstant progression mod noget bedre. Nedgangsperioderne er blot bump på vejen.
I denne fortælling, som anskuelsesbillederne fremfører, passer det antropocæne begreb ind. Her er mennesket blevet en naturkraft, der påvirker jordens forskellige systemer. En geologisk kraft, der behersker og udnytter naturens ressourcer.
Men når man ser på anskuelsesbillederne med nutidige øjne, så er der jo en lang række fortællinger, som ikke bliver fortalt. Og perioder, som slet ikke berøres. Billederne ser ikke på jordens klimatiske udvikling, på flora og fauna eller perioderne før mennesket. Det antropocæne begreb er desuden voldsomt debatteret, da ikke alle er enige om, hvordan det skal bruges.
Uenighed om geologisk betydning
For at bringe en ny geologisk epoke i spil skal en lang række forudsætninger være på plads, hvilket mange forskere mener, de ikke er. Der skal være betydelige geologiske spor, som man typisk først for alvor kan se et par millioner år senere. Og der skal være et præcist starttidspunkt for epoken.
Fortalerne for Antropocæn-begrebet argumenterer for, at metronet under jorden i verdens storbyer er et betydeligt geologisk aftryk, mens kritikerne mener, at vi ikke ved, om det er et blivende spor, eller om det bliver ødelagt af naturen. Fortalerne kan ikke blive helt enige om starttidspunktet, hvilket kritikerne hævder er en del af problemet.
Sidst men ikke mindst mener flere kritikere, at selve begrebet ’antropocæn’, altså menneskets tid, overvurderer menneskets betydning og dermed cementerer en urigtig opfattelse af mennesket som værende i kontrol med jorden. Mennesket opdager og opfinder nye teknologier baseret på jordens ressourcer, men kender ikke konsekvenserne af deres opfindelser. De mener ikke, at mennesket er i kontrol med naturen, men blot sætter utilsigtede laviner i gang, såsom klimaforandringer.
Citat af Timothy James LeCain, professor i historie på Montana State University.
"Måske er det ikke skabernes oprindelige intention, men begrebet er i sig selv antropocentrisk [menneskecentreret]. En del af idéen med begrebet er, at det modarbejder klimafornægternes misledende argument om at årsagen til den global opvarmning ikke er er menneskeskabt, men naturlige processer. Men ved at foreslå at mennesker er magtfulde nok til at skabe globale økologiske forandringer, så understøtter det Antropocæne begreb en arrogant, modernistisk tro på menneskets evner til at ’fikse’ problemerne. Så snart begrebet var skabt, opstod der fortalere for det såkaldte ’gode antropocæne’, som implicerede at mennesket vil blive i stand til at skabe smertefrie, teknologiske løsninger igennem gigantiske geo-engineering/klimaengineering projekter."
Nutidens fossiler og samtidsarkæologi
En arkæolog leder efter ting fra oldtiden – gamle potteskår, flintøkser, skeletter og den slags. Det gør de fleste arkæologer, men nogle arkæologer leder også efter ting fra samtiden. Den praksis kaldes samtidsarkæologi.
Hvor den traditionelle arkæologi beskæftiger sig med oldtiden, beskæftiger samtidsarkæologien sig med moderne materiel kultur fra nutiden og den nære fortid. Man leder efter skruelåg fra sodavandsflasker, cigaretskodder, plastikposer – alt sammen materielle spor, der kan fortælle os noget om samtiden.
Politisk greb
En række kritikere af det antropocæne begreb er bekymrede for, at det bliver brugt som et politisk middel til at øge fokus på klimaforandringerne snarere end rent fagligt at være et solidt forslag på en ny geologisk epoke.
Begrebet antropocæn blev præsenteret af Crutzen i 2000, hvor det stadig var vanskeligt for forskerne at få klimaforandringerne på den internationale dagsorden. De havde simpelthen svært ved at få verdenssamfundet til at indse alvoren. Ifølge kritikerne har begrebet meget belejligt gjort det væsentligt nemmere at argumentere for klimaforandringerne ved at henvise til en ny geologisk epoke.
Siden da er netop klimaforandringerne kommet på verdenssamfundets dagsorden, men det gør ikke begrebet til en geologisk epoke – mener kritikerne. Til gengæld kan mange godt se, at begrebet er kommet for at blive, og det kan være med til at nuancere debatten om klimaforandringerne.
Citat af T. Sillasen i "Danmarks Oldtid: Tekst til Kulturhistoriske Billeder af Nordens Oldtid" (1925)
"En ubøjelig Vilje og et ukueligt Mod, en nøgtern Forstandighed og en Lyst til Stordaad er fremtrædende Træk hos Nordboerne i disse Aarhundreder; de er snarrådige overfor enhver vanskelighed, og de kan lægge vidtrækkende Planer og gennemføre dem med Sejg Udholdenhed. Og sammen med den Foretagsomhed og Fremdrift, der var ejendommelig for Nordboen baade hjemme og ude, finder vi en Æresfølelse saa streng, at den sætter alt til Side; Ærens Krav maa ske Fyldest, om saa alt andet skal briste."
Hvad så nu?
De seks anskuelsesbilleder om Danmarks og Nordens oldtid giver et stemningsfuldt, arkæologisk funderet øjebliksbillede af det gode liv i oldtiden. De mindre behagelige sider af livet i den tid ser vi ikke. Til gengæld får vi et lille indblik i, hvordan menneskene i oldtiden for det meste har fået tiden til at gå, når de ikke har været i krig, har ofret til guderne eller er bukket under for sygdomme eller klimaforandringer.
Billederne giver også et interessant billede af, hvad man gerne ville præsentere skoleeleverne for i begyndelsen af 1900-tallet. De fortæller en historie om en opgangstid efter en lang periode med nederlag og økonomisk fallit. Om en spirende national identitetsfølelse og en tro på fremtiden. Og så fortæller de os, hvor præget man er af sin egen tid, når man skal fortælle om fortiden. Præcis som vi er det i dag, når vi ser på Sillasens billeder og analyserer dem med nutidens øjne.
Og det er den samme problematik, Sillasen udfolder i billederne, som debatteres omkring det antropocæne begreb; at mennesket langsomt udvikler teknologier, som muliggør en effektiv udnyttelse af jordens ressourcer. Men hvilken indflydelse har mennesket reelt? Godt nok er vi blevet gode til at udnytte naturen, men kan vi kontrollere den? Det er der stor uenighed om, men påvirke den, det er der vist ingen tvivl om, at vi gør.
