Socialpædagogisk Højskoles forhistorie går tilbage til oprettelsen af Hindholm Seminarium på Sydsjælland, hvor ledende børnesagsfolk for første gang blev tilbudt en formel uddannelse. Ved det nærliggende Holsteinsminde børnehjem oprettedes i 1927 et ti-måneders kursus, og det første spæde forsøg på en socialpædagogisk uddannelse var dermed en realitet. I 1934 blev Hindholm Seminarium rejst på en nærliggende mark for indsamlede donationer, og Ludvig Becks uddannelse havde fået sit eget tag over hovedet.

Ludvig Beck

Hindholm Seminarium i 1930’erne

Hvad der i 1977 skulle blive til Socialpædagogisk Højskole, begyndte i 1952 på Den Sociale Højskole med en videregående uddannelse for ledere ved opdragelseshjem m.v. med 621 timers undervisning i pædagogik, psykologi, sundheds- og sygdomslære, samfundsspørgsmål, manuelle fag samt administration. Samtidig blev en grunduddannelse med 680 timers undervisning oprettet. Begge uddannelser blev forestået af et udvalg beskikket af socialministeriet.

I 1955 blev begge disse uddannelser udvidet til 10 måneder, og i 1962 fulgte en reform, hvorefter den videregående uddannelse blev omdøbt til Børneforsorgens Fortsættelsesseminarium. I 1971 flyttede seminariet til nye lokaler på Kastelsvej og udvidede antallet af hold til 3.

I 1977 blev Børneforsorgens Fortsættelsesseminarium til Socialpædagogisk Højskole. Året efter blev antallet af uddannelsespladser udvidet til 120, da det videregående kursus for medarbejdere ved åndssvage- og særforsorgen, der fra 1961 havde ligget på Personalehøjskolen, blev lagt ind under institutionen. Fra starten af 1970'erne har højskolen også drevet dokumentationsvirksomhed og afholdt eksterne kurser, bl.a. åbne kurser til dagplejepædagoger og andre specielt tilrettelagte kurser, men hovedsigtet var uddannelse af døgninstitutionernes personale.

SPH havde et repræsentantskab og et uddannelsesudvalg, der fastsatte regler for optagelse af studerende. I disse organer var arbejdsgiverne, ikke mindst Socialministeriet, og lønmodtagerne dominerende. Uddannelsen blev i de næste ca. 20 år tilrettelagt, så den var af 1 års varighed på fuld tid. Den var inddelt i to sideordnede faggrupper: de pædagogisk-psykologiske fag og de social-administrative fag.

Lige fra begyndelsen har disse uddannelser været betalt af arbejdsgiverne, og lederuddannelsen var en forudsætning for at blive ansat som leder på en institution.

Ved siden af hovedsædet på Kastelsvej havde højskolen fra 1986 afdelinger i Jylland – i Ålborg og Gedved. I 1993 var søgningen til afdelingen i Ålborg så vigende, at rektor fik gennemført, at de tabsgivende afdelinger nedlagdes, og aktiviteterne i Jylland samlet i én afdeling i Århus. Generelt voksede antallet af studerende fra 24 i begyndelsen af 1950'erne til 172 fuldtidsstuderende i 1994.

Ud over fuldtidsstudiet fik man efter lang tids forhandlinger mulighed for at etablere et forsøg med en model med ”en-uge-om-måneden”. Senere fik man også lov til at eksperimentere med et kursus efter ”en-dag-om-ugen”-modellen, idet man dog fortsat fastholdt fuldtidsstudiet.

Fra omkring 1993 eksperimenteredes også med andre strukturer for uddannelsen, og man landede efterhånden på den model, som kom til at gælde den fremtidige PD-uddannelse: 2 måneders videnskabs- og erkendelsesteori, 5 måneders fordybelse i udvalgte praksisområder og 3 måneders specialeskrivning.

Socialpædagogisk Højskole på Kastelsvej i København

I sommeren 1996 fusionerede SPH med Videreuddannelsen for Pædagoger – tidligere Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger – og blev til Danmarks Pædagoghøjskole, jfr ovenfor.

Litteratur:
Poul W. Perch: Uddannelsen til socialpædagog, dens oprindelse og udvikling. Socialstyrelsen 1983.

Forstandere og rektorer ved Socialpædagogisk Højskole
Erik Eriksen 1952-1958
H.C. Rasmussen 1972-1975
Birgit Raben 1975-1981
Per Kristian Jansen 1981-1986
Leo Mosegaard (kst) 1986-1990
Elsa Schmidt 1990-1996