Danmarks Pædagoghøjskoles historie
Denne højskole eksisterede kun i perioden 1996-2000, men har alligevel en længere historie. Den blev nemlig i 1996 til ved en fusion mellem Videreuddannelsen for Pædagoger og Socialpædagogisk Højskole.
Videreuddannelsen for Pædagoger
Denne institution var igen en videreførelse af Årskursus for Børne- have- og Fritidspædagoger. Dets historie begyndte, da der i 1959 blev afsat en et-årig bevilling på finansloven til at give et hold børnehavelærerinder en videreuddannelse. Man planlagde den gang at udvide pædagogers grunduddannelse fra at være toårig til at blive treårig, og meningen var, at de børnehavepædagoger, som ville fortsætte med at arbejde – afgangen fra faget var den gang stor, da mange ville passe deres egne børn hjemme – på dette årskursus kunne komme på højde med de nyuddannede.
Det første årskursus foregik på Lærerhøjskolen, hvor det sorterede direkte under rektor, og leder var Aase Hauch frem til 1972, hvor hun blev koordinerende kursusleder til 1983. Nu var der nemlig blevet noget at koordinere, for dels var der både heltids- og deltidskurser, og dels var der ikke mere kun kurser i København, men også i provinsen.
Aase Hauch
I 1961 blev bevillingen permanent, fra 1968 blev efteruddannelsen til ”Årskursus for børnehave- og fritidspædagoger” og i 1971 oprettedes det første hold i Århus. Senere oprettedes også hold i Odense og Aalborg, senere igen i Haderslev, Skive og Vordingborg. Den hastige vækst skyldtes, at flere og flere småbørnsmødre blev udearbejdende. Der oprettedes nye børnehaver overalt, og der kom stadig flere pædagogseminarier til.
I 1973 blev Vibeke Bidstrup kursusleder i København. Fra 1983 tog hun sig specielt af det stigende antal deltidskurser, mens Janni Milsted ledede heltidskurset. I perioden 1984-1997 var Karin Vilien koordinerende kursusleder, og i 1992 blev uddannelsen et treårigt deltidsstudium, som benævntes Videreuddannelsen for pædagoger. Aktivitetsniveauet steg fortsat betydeligt i disse år, og man kunne endog ansætte faste lærere, hvor undervisningen før udelukkende var blevet varetaget af en stab af – ofte ”faste” – timelærere.
Der havde hele tiden været et vist samarbejde med institutter på Lærerhøjskolen, især afdelingen for udviklingspsykologi og – efter 1988 – Institut for Småbørnspædagogik og Center for Småbørnsforskning. Men det fik stor betydning for kursus, at man i de sidste år med et årskursus kunne optages på Lærerhøjskolens kandidatuddannelser.
Fra midten af 1970’erne var et kursusråd formelt det styrende organ. Her sad en repræsentant for undervisningsministeriet, en for socialministeriet og en for BUPL, to ansatte ved Lærerhøjskolen som rektors repræsentanter, samt repræsentanter for lærere og studerende. Gennemgående figurer i hele perioden var undervisningsinspektør Agnete Engberg fra undervisningsministeriet og Hans Vejleskov fra DLH.
I 1997 blev Videreuddannelsen sammen med Socialpædagogisk Højskole til Danmarks Pædagoghøjskole. Efteruddannelsen overgik i 2000 til de regionale Centre for Videregående Uddannelser (CVU), der senere blev til professionshøjskoler (University Colleges).
Litteratur:
Ud over i Danmark Lærerhøjskoles årsberetninger findes yderligere oplysninger om Årskursus i bl.a.:
Aase Hauch og Vibeke Bidstrup, red: ”Årene på Årskursus”, 1989. (Findes på DPB og i Studiesamlingen).
O. P. Petersen m.fl., red: ”Småbørn i menneskehænder – en hilsen til "Aase Hauch”, Gjellerups Forlag 1984.
Om faget udviklingspsykologi 1966-2000 og om Center for småbørnsforskning foreligger redegørelser i Historisk Pædagogisk Studiesamling.