Lærerhøjskolens provinsafdelinger

Med lovene af 4. juni 1965 og 31. maj 1968 om ændring af lov om Danmarks Lærerhøjskole blev det bestemt, at der skulle oprettes i alt 7 afdelinger af Danmarks Lærerhøjskole i provinsen. De tre første – Odense, Aalborg og Aarhus – blev oprettet i 1966, de fire sidste – Esbjerg, Haderslev, Skive og Vordingborg – i 1969. I 1971 etableredes 8. afdeling for Frederiksborg, Roskilde og Bornholms amter. Ved hver afdeling blev der ansat en afdelingsinspektør til at lede afdelingen på rektors vegne og i samspil med lokale og centrale styrende organer.

Afdelingen i Esbjerg, Skovbakken 171, Esbjerg
Afdelingsinspektører: Svend Aage Werborg (1969 – 1976), Ib Rahbek (1976 – 1986), Niels Rasmussen (1987 – 2000).

Afdelingen i Haderslev, Lembecksvej 3 -7, Haderslev 
Afdelingsinspektører: Magnus Mikkelsen (1969 – 1980), Jørgen Schulz (1980 – 2000).

Afdelingen i Odense, Lucernemarken 1, Odense
Afdelingsinspektører: Paul Madsen (1966 – 1987) Jens Jacobsen (1987 – 1998), Mogens Krabæk (1998 – 2000).

Afdelingen i Skive, Dalgas Alle 20, Skive
Afdelingsinspektører: Christian Vognsen (1969 – 1994), Ole Harrit, kst. (1994 – 1997), Bo Rønne (1997 – 2000).

Indvielse af Danmarks Lærerhøjskole i Skive 1970.

Skive-afdelingens placering sammen med andre institutioner.

Afdelingen i Vordingborg, ”Hvidebo”, Vordingborg
Afdelingsinspektører: Johs. Melchior Jensen (1969 – 1974), Poul Hansen (1975 – 1991), Henning R. Petersen, kst. (1991 – 1995), Christian U. Christensen (1995 – 1997), Peter Rigbolt, kst. (1997 – 2000).

Afdelingen i Aalborg, Mylius Erichsensvej 129, Aalborg
Afdelingsinspektører: Jens Jørn Kortegaard (1966 – 1987), Jens Chr. Jørgensen (1987 – 1991), P.E. Føns Sørensen, kst. (1991 – 1994), Carlo Møller (1994 – 2000).

Aalborg-afdelingens personale i begyndelsen af 80’erne.

Mylius Erichsens Vej 139, januar 1985 - afdelingens adresse sammen med Amtscentralen for Undervisningsmidler.

Afdelingen i Aarhus, Rudolfgårdsvej 1, Viby J
Afdelingsinspektører: Jens Chr. Jørgensen (1966 – 1979), Gudrun Pedersen (1979 – 1990), Stig Madsen (1990 – 1991) Dorrit Christensen (1991 – 2000).

Bispegården, afdelingens adresse sidst i 60’erne.

Århus universitet, afdelingens adresse fra 1972

Rudolfgårdsvej, afdelingens adresse fra sidst i 70’erne.

8. afdeling Frederiksborg, Roskilde og Bornholms amter, Emdrupvej 101, København
Afdelingsinspektører: Poul Hansen (1971 – 1975), Ole-Peter Petersen (1975 – 1984), Jørgen Siemsen (1985 – 2000).

Forhistorien - Provinsårskursus
Mens Lærerhøjskolens virksomhed i København kan datere sin historie tilbage til 1856, går den i provinsen kun tilbage til 1933. I løbet af 1930’erne var der stigende behov for videreuddannelse i dansk, fremmedsprog, matematik mv. blandt lærerne i hele landet, og i 1933 tog Danmarks Lærerforenings Aalborg-kredse initiativ til at oprette kurser for lærere efter samme mønster som i København. Odense fulgte efter i 1934, Esbjerg i 1936, Viborg i 1938 og Aarhus i 1940, og udviklingen fortsatte i mange byer og alle amter.

I 1943 dannedes Sammenslutningen af Provinsårskursus, der forhandlede med Lærerhøjskolen og undervisningsministeriet om fælles undervisningsplaner, godkendelse af fag, tilskud til administration og lærerlønninger mv. Indtil 1948 dækkede de deltagende lærere selv alle udgifter til honorar til undervisere, bøger, transport, undertiden også til lokaleleje. Fra 1948 blev der ydet statstilskud til løn og administration, men der var stadig deltagerbetaling. Kursusplaner skulle godkendes af Lærerhøjskolen/undervisningsministeriet, og der var den begrænsning, at kun kurser i kategorien ”årskursus 1”, hvor det ”kundskabsmeddelende” var i højsædet, godkendtes i provinsen. De videregående kurser blev med få undtagelser kun udbudt i København, eftersom de udviklings- og uddannelsesmuligheder, som Lærerhøjskolen i København kunne tilbyde kursisterne, menneskeligt og kulturelt, skønnedes af forstanderen for Lærerhøjskolen, G.J. Arvin, ”at være af en ganske særlig art”, ligesom et års ophold i København med fri vikar ikke blot gav mulighed for faglig fordybelse, men også for menneskelig og pædagogisk fornyelse. Antallet af stipendier – fri vikar – satte imidlertid grænser for denne strategi.

I 1957 blev provinskurserne lagt ind under Lærerhøjskolen, og lærernes egenbetaling blev bragt ned på 30 % af udgifterne til løn og lokaler. Adskillige lærere fra provinsen søgte på årskursus i København med vikarportion på trods af de økonomiske og familiemæssige problemer, der var forbundet hermed, mange deltog i sommerferiekursus i København, og et mindre antal var fjernstuderende. Men denne mulighed for videreuddannelse oplevedes efterhånden helt utilstrækkelig.

Den stigende tilslutning til kurser i provinsen vakte imidlertid bekymring på Lærerhøjskolen i København. ”Målet måtte være først at sikre Lærerhøjskolens position som virkelig højere læreanstalt, og derefter ved hjælp af dette at give provinsårskursus en lignende position. Lærerhøjskolen var for lærerstanden et sådant klenodie, at det ville være vanvittigt at udmønte den i småskillinger” (Ernst Larsen 1951). Dette synspunkt blev tilsyneladende ikke anfægtet af sammenslutningen, der dog fortsat søgte at få flere og flere fag godkendt til afvikling i provinsen. Sammenslutningen støttede i 1958 med en resolution til regering og folketing Lærerhøjskolens ønske om et kollegium og flere vikarportioner, begrundet i det forventede øgede behov for efter- og videreuddannelse efter folkeskoleloven i 1958 – stadig ud fra den opfattelse, at lærere fra provinsen skulle til København for at følge kurser ud over årskursus 1. niveau.

I begyndelsen af 1962 forventedes, at Lærerhøjskolen ville blive godkendt som højere læreanstalt, og så kunne ”en stærk udvikling af provinsårskurserne ikke længere blive den samme fare for Lærerhøjskolen som tidligere”, sagde Ernst Larsen i 1962 og tog derfor initiativ til at nedsætte et udvalg mhp. radikal forbedring af vilkårene for Provinsårskursus, indholdsmæssigt og økonomisk. Vejen stod åben for samarbejde mellem Lærerhøjskolen, Sammenslutningen af Provinsårskursus og Danmarks Lærerforening om at foreslå regering og folketing at oprette afdelinger i provinsen.

”Den nødvendige kursusvirksomhed i provinsen”
Afdelingerne blev oprettet med den opgave at etablere ”den nødvendige kursusvirksomhed i provinsen”. Hvad der var nødvendigt i provinsen blev ikke præciseret nøjere. Afdelingsinspektørerne fandt, at Lærerhøjskolen også i provinsen skulle realisere sit dobbelte formål: At videreuddanne folkeskolens lærere og udvikle og nyttiggøre den videnskabelige forskning til skolens tarv. Den opfattelse støttedes af krav fra mange skoler og lærere om at få samme muligheder i provinsen som i København.

Opbygning af afdelingsbiblioteker og udstrakt samarbejde med institutterne på Lærerhøjskolen om offentlige forelæsninger, undervisning på korte kurser og medvirken som gæstelærere på andre, bidrog til at realisere et forskningsforankret videreuddannelsesprogram. Hertil kom, at de enkelte afdelinger alt efter de lokale forhold fremmede forskningsforankringen ved aftaler med særligt kvalificerede seminarielærere, medarbejdere ved universiteter, museer og Landsarkiv samt psykologer i amter og kommuner.

Allerede i læseåret 1970/71 kunne to afdelinger tilbyde det fulde årskursus i pædagogik og psykologi, som blev prioriteret meget højt, fordi det åbnede mulighed for, at flere lærere fra provinsen kunne optages på kandidatuddannelserne i pædagogik og psykologi, hvor dette kursus var adgangsbetingelse.

Det forhold, at en del af de vikarudgiftsportioner, der var tiltænkt lærere fra provinsen til studieophold på DLH i København, blev overført til heltidsstuderende ved afdelingerne, bidrog afgørende til at fremme ligestillingen mellem lærerne i Storkøbenhavn og provinsen. Samarbejde mellem institutter og afdelinger om støtte til kandidatstuderende i provinsen fremmede også denne ligestilling.

Samarbejde mellem København og provinsen
Det landsdækkende princip byggede på et tæt samarbejde mellem rektor og afdelingsinspektørerne og i de første år også med professorerne i de enkelte fag om det faglige indhold, godkendelse af timelærere mv. I de første år var op til 75 % af afdelingernes kurser beskrevet centralt, men det ændredes radikalt i de følgende år, bl.a. som følge af nye styrelseslove og afdelingernes tætte samarbejde med lærere, skoler, kommuner og institutioner. Dertil kom, at ”DLH-fagligheden” ved afdelingerne i høj grad var blevet styrket ved Lærerhøjskolens kandidatuddannelser. Det var muligt at samarbejde med faggrupper af faste lærere, eksterne lektorer og timelærere, der opfattede sig som ”DLH-lærere.” Efterhånden var det kun de 3-7 % uddannelsesforløb med afsluttende eksamen, der fulgte en central beskrivelse.

Den landsdækkende sammenhæng blev befordret af DLH’s årlige læseplan og var afgørende for afdelingernes status og handlemuligheder. Ud over gensidig inspiration og forskningsmæssig støtte åbnede DLH-sammenhængen bl.a. mulighed 1) for samarbejde med andre højere læreanstalter, 2) for internationalt samarbejde, fx i EU-projekter sammen med universiteter fra andre EU-lande, 3) for at få del i rektorkollegiets pulje til udenlandske gæsteforelæsere og 4) for at afdelingerne kunne fastholde et forskningsforankret niveau i tiden efter kommunaliseringen af lærernes efter- og videreuddannelse, hvor ”kunderne” skulle have ret til at bestemme ”hvilke varer der skulle være på hylderne.”

Det kan dog undre, at det i beskrivelser af institutionen Danmarks Lærerhøjskole fortsat hed, at institutterne varetog et lands- dækkende fagligt ansvar. Afdelingerne fremstod som ”en parentes”, men stod for to tredjedele af samtlige videreuddannelsesaktiviteter!

Faste lærere
Hvis Lærerhøjskolen skulle kunne såvel videreuddanne lærere som udvikle og nyttiggøre den videnskabelige forskning, måtte pædagogisk forskning være synligt til stede ved afdelingerne i form af videnskabelige medarbejdere. Desværre delte undervisnings- og finansministeriet ikke den opfattelse. Afdelingerne skulle kun beskæftige sig med kursus, ikke med studier og forskning. Alligevel lykkedes det i 1970 - 71 at få ansat 4 videnskabelige medarbejdere ved afdelingerne, og i 1972 - 73 bevilgedes 8 fastlærerstillinger til provinsen, men det blev tilkendegivet fra ministeriet, at der var tale om rene underviserstillinger uden forskning. Lærerhøjskolen fastholdt imidlertid, at lærere i provinsen skulle have samme vilkår som i København og forhandlede med ministeriet derom.

I 1976 fik Lærerhøjskolen lov til at anvende en del af bevillingen til deltidslærere til at oprette yderligere 14 faste stillinger i provinsen, selv om det indebar aktivitetsnedgang. Nu drejede diskussionen med undervisningsministeriet sig om indholdet af i alt 22 faste lærerstillinger, og først i 1978 blev der fundet en løsning, hvorefter lærere ved afdelingerne ikke skulle beskæftige sig med forskning, men kun med undervisning og pædagogisk udviklingsarbejde i tilknytning til undervisningen. I praksis fik de samme ret og pligt til forskning som lærere på højere læreanstalter; forskningsmæssigt blev de tilknyttet institutterne i København.

Afdelingernes repræsentantskaber
“Bekendtgørelse af 13. juli 1971 om repræsentantskaber ved DLH’s afdelinger i provinsen” formaliserede afdelingernes regionale samarbejdsstruktur. Repræsentantskaberne fik en bred sammensætning med repræsentanter for DLF’s kredse, skolemyndigheder (skoledirektører og skoleinspektører), seminarier, skolepsykologiske kontorer, Dansk Aften- og Ungdomsskoleforening, amtsrådene og fra 1975 kommuneforeningerne. Repræsentantskabet havde til opgave “at formidle ønsker og synspunkter vedrørende Lærerhøjskolens videreuddannelsesaktiviteter”. Der var normalt to årlige møder, og afdelingsinspektøren aflagde skriftlig årsberetning. Hvert repræsentantskab valgte seks medlemmer til at deltage i repræsentantskabernes årsmøde. Repræsentantskaberne blev nedlagt i 1994, hvor Lærerhøjskolen fik en ny styrelsesstruktur med etablering af regionale udvalg.

Samarbejde med skoler og kommuner
Repræsentantskaberne kunne ikke dække behovet for direkte dialog og samarbejde mellem afdelingerne og lærere, skoleledere, skolevæsensledere, amtskonsulenter, specialskoler m.fl. Dialogen med skoler og kommuner førtes i form af høringsskrivelser og -svar, møder med skolevæsensledere, lærerråd, lærerkredse samt skoleledere og uddannelsesudvalg i kommunerne om lokale kurser og udviklingsarbejder på enkelte skoler eller i hele kommuner. Hertil kom samarbejde med andre kursusudbydere, amtsskolekonsulenter, amtscentraler og faglige foreninger, om gensidig orientering og koordinering.

Afdelingsråd og studienævn
Anordningen om Lærerhøjskolen af 1971 omfattede ikke afdelingsråd ved provinsafdelingerne, men afdelingsinspektørerne fandt, at det var hensigtsmæssigt at ”dele magten” med repræsentanter for timelærere og studerende, og der blev oprettet afdelingsråd i 1973. Med statutten for Danmarks Lærerhøjskole af 1. november 1974 blev den formelle styrelsesstruktur udvidet med afdelingsråd og studienævn. Studienævnet havde beslutningskompetence m.h.t. afdelingens samlede kursustilbud, ansættelse af timelærere mv. Afdelingernes studienævn havde til forskel fra institutstudienævnene beslutningskompetence for fag og fagområder, der ikke var repræsenteret i nævnet ved lærere eller studerende. Det var derfor en vigtig opgave for afdelingsinspektøren i samarbejde med de enkelte faggrupper at udarbejde et beslutningsgrundlag i form af faglige synspunkter og forslag til kurser. Det var også vigtigt at forelægge en plan for geografisk spredning af kursus- virksomheden og inddrage ønsker fra skoler og kommune. Ved overgangen til en ny styrelsesstruktur i 1994 overtog et afdelingsråd studienævnets opgaver.

Seminarierne
Samarbejdet med seminarierne var i halvfjerdserne begrænset til aftaler om leje af lokaler til administration, bibliotek og undervisning. Ansættelse af seminarielærere som timelærere indgik ikke i disse af- taler, for det var direkte aftaler med interesserede og særligt kvalificerede lærere. Seminarierne var som institutioner ikke involveret i videreuddannelsen af folkeskolens lærere. I de første år lå timerne uden for lærernes normerede timetal på seminarierne. Senere blev det muligt efter aftale at indregne timer på DLH i deres timetal på seminariet.

En ny lov i 1978 gav seminarierne adgang til at etablere kursusvirksomhed, herunder kursus for lærere i folkeskolen, men kun i samarbejde med Lærerhøjskolen, der fortsat havde ansvaret for den samlede kursusvirksomhed for folkeskolens lærere. Men i læreruddannelsesloven af 1985 blev seminarierne nævnt på linje med Lærerhøjskolen som udbydere af kursus for lærere i folkeskolen, idet undervisningsministeren anså konkurrence for et vigtigt instrument til højnelse af kvaliteten! Dog fortsattes samarbejdet mellem den enkelte afdeling og seminarierne om et koordineret videreuddannelsesprogram.

En afdeling af Danmarks Pædagogiske Bibliotek
Opbygningen af et bibliotek ved afdelingerne påbegyndtes kort tid efter deres oprettelse, idet et bibliotek var en nødvendig forudsætning for et studiemiljø ved en afdeling af en højere læreanstalt. Efter sammenlægningen af Lærerhøjskolens bibliotek og Danmarks Pædagogiske Bibliotek 1989 - 93 blev afdelingernes biblioteker filialer af det nye Danmarks Pædagogiske Bibliotek.

Afdelingerne nedlægges
Med loven om Danmarks Pædagogiske Universitet af 31. maj 2000 vedtog folketinget at sammenlægge Danmarks Lærerhøjskole med Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole til Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) pr. 1. juli 2000, og DLH ophørte med at eksistere. Lærerhøjskolens afdelinger var ikke omfattet af denne sammenlægning. Den enkelte afdeling skulle indgå i et regionalt Center for Videregående Uddannelser (CVU), der "i henhold til loven om Danmarks Pædagogiske Universitet får overdraget aktiver og gæld, der knytter sig til efter- og videreuddannelsesaktiviteter for lærere i folkeskolen og for pædagoger”. Dette indebar, at afdelingerne blev nedlagt og det ansatte personale ”virksomhedsoverdraget” til de regionale CVU-er, der senere blev til professionshøjskoler (University Colleges).

Litteratur
Ud over Danmarks Lærerhøjskoles årsberetninger og de enkelte afdelingers beretninger giver bl.a. følgende flere oplysninger om provinsafdelingernes historie og virksomhed:

Generelt:
Sv.Å. Werborg: Videreuddannelsen af folkeskolelærere i provinsen 1933-1969. DLH 1977.
H. Flyger: Provinsårskursus’ historie. Beretning om oprettelse og de første år fra 1933.

Esbjerg: Sv.Å. Werborg: Esbjerg Årskursus for lærere og lærerinder i Ribe Amt 1936-1969.

Skive: Folkets skole i Viborg Amt 1930-1990. En mosaik. Red. af bl.a. Chr. Vognsen.
Du kan bare vente, til du kommer i skole. Jubilæumsskrift 1989. Red. Chr. Vognsen.
Skive - fra udmark til uddannelsescenter. Skive Uddannelses Råd. 2001. Red. Finn Christiansen.

Aalborg:
Jamen, har de ikke lærereksamen? Festskrift i anledning af 25-året for oprettelsen af DLH’s afd. i Aalborg. Red. Jens Chr. Jørgensen.
Tage Dam: Aalborg Årskursus for Lærere 1933-1966.