De første tilløb til en videreuddannelse af folkeskolens lærere var de såkaldte Monradske kurser, der blev skabt i 1856 på initiativ af overskoledirektøren for landets borger- og almueskoler og læreruddannelsen, D.G. Monrad. Dette ”fuldstændige kursus for fortrinlige seminarister” var beregnet for købstadslærere, varede 2½ år og foregik ved forskellige læreanstalter i København, især Den Polytekniske Læreanstalt. Leder blev N.J. Fjord, der var docent ved Landbohøjskolen. Dette kursus blev aldrig noget tilløbsstykke og ophørte helt i 1891. Større tilslutning fik de Monradske sommerferiekurser, der blev videreført gennem mere end et århundrede.

Efter- og videreuddannelsen blev reorganiseret i 1890’erne, fra 1895 under ledelse af forstander Hans Olrik, der fik sat årskurserne i system. Kursusvirksomheden havde fra 1904 til huse i Odensegade 14 i en netop nedlagt latin- og realskole. Her gennemførte Statens Lærerhøjskole årskurser i pædagogik og undervisningsfag, men også feriekurser i fag og forskellige særlige discipliner, bl.a. sundhedslære og skolehavevirksomhed. Mens de Monradske kurser afsluttedes med eksamen, var Olriks kurser eksamensfri. I Odensegade begyndte forestillingen om et ”lærernes universitet” at dukke op.

Undervisningen blev gennemgående givet af højt kvalificerede timelærere, i mange tilfælde af professorer fra Københavns Universitet. Vilhelm Rasmussen, der var forstander fra 1924 til 1939, tilstræbte, at pædagogik og børnepsykologi fik en stærkere position. Hans kongstanke var, at undervisning så vidt muligt skulle bygge på barnets ”selvvirksomhed”. Efterfølgeren G. J. Arvin oprettede et højt respekteret årskursus i anvendt psykologi. Men den tyske besættelse var ikke gunstig for hans øvrige reformplaner. I 1944 fik institutionen nyt navn, Danmarks Lærerhøjskole, og forstanderen blev rektor.

Flytterod og pladsproblemer

Ernst Larsen, der var blevet Lærerhøjskolens rektor i 1950, havde store planer om en udvikling af Lærerhøjskolen, både i kvantitativ og kvalitativ henseende. For at kunne dække det stadig større behov for videreuddannelse blandt folkeskolens lærere måtte kursusvirksomheden udbygges, men derudover var det Ernst Larsens erklærede mål, at Lærerhøjskolen skulle blive en højere læreanstalt med et korps af faste lærere, der skulle have samme vilkår, som var gældende på andre højere læreanstalter. Dette mål blev nået, da der i 1958 oprettedes de første professorater, og da folketinget i 1963 vedtog loven om Danmarks Lærerhøjskole, der som opgave skulle udvikle og nyttiggøre den videnskabelige forskning med særligt henblik på skolens tarv. Som supplement til den stadig mere omfattende kursusvirksomhed oprettedes kandidatstudier – faglig-pædagogiske, psykologisk-pædagogiske og pædagogiske.

Lidt efter lidt inddroges hele Emdrupborg. I 1960 kunne en kollegiebygning tages i brug, og i 1967 indviedes en stor nybygning til de matematisk-naturvidenskabelige faggrupper, tegnet af arkitekt Eske Kristensen.