Af Anette Eklund Hansen

Skolemuseet skulle have ny leder, og samtidig blev museet delt op i en museumsafdeling og et bibliotek. Skoleinspektør R. C. Mortensen, København, blev udpeget som midlertidig forretningsfører for museet. Han havde været en meget engageret bruger af museets samlinger siden midten af 1890’erne og havde derfor det største kendskab til museets virksomhed og samlinger. Han sad også i museets bestyrelsen fra 1917. Mortensen havde allerede i 1902 i en jubilæumsartikel i Vor Ungdom om Dansk Skolemuseum skitseret sine ønsker om, at biblioteket skulle blive en selvstændig afdeling, hvor hovedformålet var at opbygge et fagbibliotek for pædagogisk litteratur. Mortensen udarbejdede nu en plan og et større budget for en nyordning af skolemuseet. Det skulle være et pædagogisk centralbibliotek, et udstillingssted for nyt skolemateriel og en historisk samling. En fuldtidsansat inspektør skulle lede museet. De to afdelinger fik hver 2 ansatte, og der blev ansat en pedel. Dertil løsere tilknyttet personale til særlige opgaver. Undervisningsministeriet godkendte planen og budgettet. I 1920 blev Valdemar Christensen, inspektør i museumsafdelingen, udnævnt til leder og forretningsfører for hele Skolemuseet.

Opdelingen af Skolemuseet gjorde det lettere at lave en målrettet indsats. I biblioteket var der især fokus på at få katalogiseret og opstillet de mange bøger efter emner, så lånerne kunne se, hvad samlingen indeholdt og finde bøgerne. Biblioteket fik stadig større og mindre bogdonationer fra biblioteker, forlag og privatpersoner. Museumsafdelingen fik i starten af 1920’erne opbygget nye faste fagrettede udstillinger, og der blev indrettet rum med undervisningsmaterialer til tidens førende pædagogiske retninger henholdsvis Frøbel- og Montessoripædagogikken. Et værelse, der satte fokus på god skolehygiejne, som mange læger, lærere og arkitekter var optaget af, blev også indrettet. Dertil kom de mange specialudstillinger, som havde mange besøgende. Omlægningen af biblioteksdriften gav resultater i form af stigende antal besøg og udlån. I 1927 blev biblioteket en del af det danske fagbibliotekssystem, idet biblioteket blev hovedfagbibliotek for pædagogik og børne- og ungdomspsykologi, dvs. at biblioteket var ansvarlig for anskaffelse af dansk og udenlandsk litteratur indenfor området. Endnu et skridt på vejen til professionalisering af biblioteket var taget.

Skolemuseet var nærmest blevet et center for folkeoplysende virksomhed. Om aften var lokalerne ramme om en stor foredrags- og mødevirksomhed indenfor det pædagogiske område. Ud over museets egne foredrag var listen over foreninger, der holdt møder, studiekredse og kurser lang. Den omfattede bl.a. Montessoriselskabet, Den Frie Skole, Skolehygiejnisk Forening og Skolebiblioteksforeningen. Skolemuseet var i 1920’erne fyldt med aktiviteter og begge afdelinger udviklede sig i takt med tiden og deres brugere.

Museumsleder Valdemar Christensen sagde op i 1929 og blev afløst af folketingsmedlem dr. Phil. Axel Dam, der i flere år havde været ansat som bibliotekar.

Dansk Skolemuseum flytter til Frederiksberg

Museet fik i 1929 besked fra Undervisningsministeriet om, at Nationalmuseet, som ejede den bygning museet boede i, skulle udvides. En lang proces med at finde en egnet bygning gik nu i gang. Inden årets udgang flyttede Skolemuseet ind i midlertidige lokaler i det tidligere Garnisonssygehus i Rigensgade, for først i 1934 at kunne flytte til den endelige adresse på Frederiksberg alle 22 i den nedlagde Niels Hiort skole.

I 1929 dannede Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre også regering, og redaktør ved Socialdemokraten Fr. Borgbjerg blev udnævnt til undervisningsminister. Der var i regeringspartierne, men også i brede kredse blandt lærerne og befolkningen et ønske om at få indført reformer i Folkeskolen. Det resulterede i en ny lov om styring og tilsyn i folkeskolen fra 1933, hvor bl.a. præstens tilsyn med folkeskolen blev ophævet. Han havde nu kun tilsyn med religionsundervisningen. Der skulle også tages et opgør med indholdet af undervisningen i en række fag, bl.a. historie, som regeringen mente var alt for nationalistisk og krigerisk. I stedet skulle der lægges vægt på internationalisme og objektive historiske kundskaber. Ministeren nedsatte derfor i 1930 et skolebogsudvalg, der skulle gennemgå undervisningsmaterialerne i fagene: historie, religion, dansk og geografi. Udvalgets formand blev ministeriets nyudnævnte konsulent for folkeskolen og seminarierne F.C. Kaalund, cand.mag. i historie og censor ved lærereksamen. Udvalgets betænkning om revision af skolebøgerne blev offentliggjort i dec. 1933 og startede en voldsom debat indenfor fagene religion og historie. Kritikerne af betænkningen og forslagene om nye undervisningscirkulærer var præsterne, de borgerlige partier og folkehøjskolens folk. Skolemuseets aktiviteter med præsentation af de nyeste undervisningsmidler og skolebøger, samt moderne pædagogik placerede sig dermed midt i orkanens øje. Siden 1930 havde det yderligere været Skolemuseets opgave at give råd og vejledning til opbygning af skolecentraler for undervisningsmidler, der blev oprettet rundt omkring i landet. Dette understregede også museets centrale position for ministeriet og folkeskolen.

Med anledning i flytningen ønskede Undervisningsministeriet derfor at lægge en ny linje for institutionen og skitserede den fremtidige ordning for bestyrelsen i et brev d. 3.juli 1933: 

”Under Henvisning til tidligere Brevveksling angaaende Tilvejebringelse af Lokale for dansk Skolemuseum, skal man efter Forhandling med Direktøren for Nationalmuseet og Finansministeriet tjenstligt melde, at den Del af Skolemuseets historiske Afdeling, der har museumsagtig Betydning, vil kunne faa anvist plads i Folkemuseets Lokaler i Nationalmuseet, naar disse er fuldførte, som en til Folkemuseet særligt hørende Skoleafdeling, og at den øvrige Del af Skolemuseet maa henflyttes til Niels Hjort-Skolen, saaledes at den Del af den historiske Afdeling, som ikke kan rummes i Lokalerne i Skolens to nederste etager, maa opmagasineres på Skolens loft, baade for saa vidt angaar den del, som Folkemuseet senere vil modtage til udstilling, og den Del som ikke egner sig for Folkemuseet…”.

Fra Dansk Skolemuseum til Statens pædagogiske Studiesamling

Skolemuseets ”museums” afdeling skulle indskrænkes og den historiske del af samlingen flyttes til Nationalmuseet til den afdeling, der i dag betegnes som Nyere Tid. Dermed kunne der spares plads til de nutidige samlinger af skolemateriel til virksomheden som pædagogisk central, som i fremtiden ville blive endnu vigtigere sammen med biblioteket, der i nogle år også havde fungeret godt som hovedfagbibliotek og hjemsted for særsamlinger af pædagogisk litteratur. Omformningen af Dansk skolemuseum blev fuldført ved, at ministeriet også ønskede navnet ændret, så det svarede til praksis.

Derfor skiftede Dansk Skolemuseum i 1934 navn til Statens pædagogiske Studiesamling. Navnet skulle signalere, at institutionens fornemste opgave var at støtte undervisningen i folkeskolen og lærernes pædagogiske uddannelse. Som opfølgning på institutionens nye mission, blev bestyrelsen udvidet med repræsentanter fra gymnasieskolen og seminarierne, og Undervisningsministeriets konsulent for folkeskolen og seminarierne F.C. Kaalund-Jørgensen. Da den hidtidige formand N. A. Larsen gik af, blev Kaalund-Jørgensen, som ministeriets mand udnævnt som formand for Studiesamlingen d.28.maj 1934.

Det viste sig, at Nationalmuseet kun var interesseret i en samling af broderier fra Dorothea Heckshers Håndgerningsskole. I stedet blev der lavet en aftale med Den gamle by i Århus, som modtog ca. 50 skolehistoriske genstande. De øvrige dele af studiesamlingens skolematerialer og elevarbejder, som der var meget interesse for, blev flyttet til Niels Hjort-skolen, hvor nye udstillinger om skolens forskellige fag som geografi, historie, fysik, og sløjd blev opbygget. Som daværende leder af Studiesamlingen Poul Müller skrev i 50 års jubilæumsskriftet i 1937, ”I Statens pædagogiske Studiesamling har den danske Skole et neutralt Sted, hvor det foreliggende Materiel kan ses og sammenlignes før Anskaffelsen.” Som hidtil udstillede Studiesamlingen også skoleborde, tavler og lånte tegninger ud til skoler over hele landet. Ligeledes fortsatte det internationale samarbejde med pædagogiske biblioteker og skolemuseer, og Studiesamlingen lagde fortsat lokaler til møder i en bred kreds af foreninger med tilknytning til skolen og det pædagogiske område. 

Statens pædagogiske Studiesamlingen blev i 1930’erne omformet til et bibliotek og en studiesamlingen til formidling af de nyeste og bedste undervisningsmaterialer- og metoder, og et fast samlingssted for pædagogiske foreningers foredrag og studiekredse.