Jonstrup seminarium

Skoleskema fra Jonstrup Seminarium, 1791

Af Signe Holm-Larsen

En vigtig del af skolens historie er lærernes. Derfor her en kort beretning om kongeriget Danmarks første seminarium, Jonstrup Statsseminarium fra 1791. Her var der et nært samliv mellem seminarister, lærere og egnens beboere. Seminariet flyttede i 1809 fra Nørrebro til den daværende landsby Jonstrup, som ligger ca. 20 km fra København, hvad der dengang var langt ude på landet. Det skyldtes, at det første Blaagaard Seminarium, der blev etableret 1791 som et tidligt resultat af den Store Skolekommissions bestræbelser på at skabe et godt skolesystem, nedbrændte under den 2. englandskrig i 1807.

I Jonstrup flyttede seminaristerne ind i en falleret klædefabrik, og under Jonstrup Seminariums første forstander, den fremsynede Jacob Saxtorph (1771-1850), blev undervisningen i starten stærkt præget af oplysningstidens skoletanker, og den fagrække, han indførte på Jonstrup, blev hurtigt normgivende for landets øvrige seminarier.

Men efter statsbankerotten i 1813 blev de økonomiske vilkår stramme, og den indbyrdes undervisning havde politisk medvind, så den kom til at præge undervisningen også på seminarieplan. I samlingen ses stadig et par af de tabeller, der skulle benyttes her.

Kendte seminarister

I sine i alt 180 år oplevede Jonstrup Seminarium som landets øvrige semiarier både op- og nedture. Adskillige seminarister fik deres basisuddannelse her og udfoldede sig siden på mange forskellige måder. Dimitteret herfra er bl.a. den senere viseforfatter, dramatiker, teaterdirektør og avisredaktør Erik Bøgh (1822-99), den senere skoledirektør, skolepolitiker og skolehistoriker Joakim Larsen (1846-1920), opfinderen Rasmus Malling Hansen (1835-90), som opfandt skrivekuglen og blev en af foregangsmændene i døvestumme-undervisningen, Rudolf Bruhn (1889-1918) forfatter til bl.a. ungdomsromanen De seks fra 1916, som blev tidens kæmpesucces og solgt i mere end 150.000 eksemplarer, og Victor W. Cornelins (1898-1985), der ufrivilligt blev importeret fra St. Croix og siden fik mange gode år som viceinspektør i Nakskov.


Efter enevældens afskaffelse tog en demokratiseringsproces fart både i by og på land. Den resulterede bl.a. i en ny – langtidsholdbar – landkommunallov af 6. juli 1867. Den holdt indtil 1933, så i 1868 blev sogneforstanderskaberne afløst af sogneråd. Opgaverne bestod stadig af at forvalte kommunens fattig-, skole- og vejvæsen samt skatteudskrivning, men rammerne var blevet tydeligere, og mulighederne for at påvirke kommunens udvikling øget. Det førte frem til, at Jonstrup Statsseminariums lærere begyndte at blande sig i kommunalpolitik – Landsbyen Jonstrup blev til kommunens skoleby og kulturelle centrum. I en periode på 80 år, nemlig 1874-1954, sad der Jonstrupfolk som sognerådsformænd i Værløse i 53 år. Intet under, at bogen som symbol på Jonstrup Statsseminarium sad i centrum på Værløse Kommunes byvåben fra 1952 til kommunesammenlægningen med Farum i 2007. Seminariets betydning for lokalsamfundet igennem årene er svær at overvurdere.

Under 2. verdenskrig ønskede tyskerne allerede fra starten at annektere seminariets bygninger, men det lykkedes først for dem i maj 1944, hvor det berygtede dansk-tyske Sommerkompagni rykkede ind og blev indtil 10. maj 1945. Og i august kom så 600 polske flygtninge, men fra januar 1946 kunne man endelig påbegynde reparationer og genindretning, og seminariet blev taget i brug igen i marts 1946.

Imidlertid skulle Værløse Flyvestation som en konsekvens af den kolde krig midt i 1950'erne udvides med en 3 km lang startbane til jetjagere, som dels ville komme til at betyde et meget højt støjniveau, dels belaste øvelsesskolens elever, hvor mange indtil da havde krydset flyvepladsen på skolevejen. Seminariet besluttede at flytte til Lyngby-Taarbæk, hvor det bestod i 30år, før det i 1989 blev fusioneret med Blaagaard Seminarium i Mørkhøj og overflyttet hertil i 1990. Ringen var sluttet: Jonstrup Statsseminarium udsprang af det gamle Blaagaard og sluttede i en fusion med det nye Blaagaard.