Dansk Skolemuseums virke, 1995-2008

Af Anette Eklund Hansen

Christian Glenstrup blev Dansk Skolemuseums (DSM) første leder. Han havde været forskningsbibliotekar på Danmarks Pædagogiske Bibliotek (DPB) siden 1967 og havde passet og organiseret den store historiske samling, som han kendte meget indgående. Han havde også sammen med andre ildsjæle i årtier arbejdet ihærdigt på, at der skulle oprettes et skolemuseum, så den historiske samling igen kunne ses og indgå i en moderne formidling af dansk skolehistorie. Den 17. marts 1995 skrev stifterne Danmarks Lærerforening (DLF), Lærerstandens Brandforsikring (LB) og Undervisningsministeriet under på en aftale om oprettelse af den selvejende institution Dansk Skolemuseum. De første måneden blev brugt på at opstille en foreløbig udstilling, som så åbnede 2.oktober 1995.

Et stort arbejde lå forude med registrering, ordning og konservering af den store samling af genstande, tegninger og skolebøger. For ikke at tale om opbygning af en permanent udstilling og særudstillinger.

Første januar 1997 tiltrådte historiker Keld Grinder-Hansen som museumsleder, og Chr. Glenstrup var tilknyttet som konsulent. Dertil kom en stor gruppe af frivillige. Der var stor interesse for skolemuseet, men gennem hele museets levetid var et utilstrækkeligt økonomisk grundlag i forhold til formål og aktiviteter et grundlæggende problem. I 1999 fik museet dog et større tilskud fra Lærerstandens Brandforsikrings nyoprettede Almennyttige fond, så der kunne ansættes to museumsinspektører. En forvalter og en rengøringsassistent blev det også til. Ellers måtte DSM som andre kulturinstitutioner klare sig med arbejdsløse fagfolk i jobtilskud og et korps af frivillige, mest pensionerede lærere, der stod for rundvisninger af et stigende antal af grupper af skolebørn. Besøgsstatistikken viste at arbejdet bar frugt, idet antallet af besøgende steg fra 2000 om året i 1996 til 15.000 om året i 2005.

DSM skulle være et professionelt museum med forskning og formidling. Repræsentanter for museet deltog i det nationale museumsfaglige samarbejde, som også indbefattede registrering af genstande i museernes fællesdatabase Regin fra 2002. Museet fik selvfølgelig også email og hjemmeside, så gæsterne kunne komme i kontakt med museet. Ligeledes var Skolemuseet en del af et internationalt netværk af skolemuseer og uddannelsesforskning.

I 2003 udarbejdede museets bestyrelse en beskrivelse af formål og vision, samt strategiplan for det fremtidige arbejde.

Dansk Skolemuseums mange aktiviteter

På trods af de snævre personalerammer viser årsberetningerne fra DSM et stort og ambitiøst museumsarbejde. Ved siden af opbygningen af permanente udstillinger, viste museet hvert år flere særudstillinger – i 2000 blev der vist 6 særudstillinger. Udover jubilæumsudstillinger for lærerforeninger var det emner som Sløjd gennem 100 år, Biologiundervisning i 1950érne og 1960érne og Kunsten i skolen. I 2001 blev vist en udstilling om skolen i Dansk Vestindien med fokus på skolens funktion som koloniserende faktor. Særudstillingerne havde mange besøgende og var med til at gøre opmærksom på det nye museum blandt lærere og andre interesserede i skolens historie. Museet blev også ramme om kulturelle arrangementer som Kulturnatten og overrækkelse af den nystiftede Joakim Larsen pris, samt mange foredrag. Der blev lavet flere fjernsyns- og radioudsendelser om skolehistorien på museet, og i 2005 blev der produceret en dvd med privates skolefilm: Danskernes egen skolegang og udgivet i serien Danskernes egen historie. Det var også en museumsopgave at besvare spørgsmål og udlåne genstande om skolehistorie til ind- og udland. Jo større succes – jo flere spørgsmål. Der var navnlig stor interesse fra forlag, museer og skoler for at bruge anskuelsestavlerne. De sidste år fik museet ca. 500 spørgsmål om året, som krævede museumsinspektørernes viden og tid. Til flere af særudstillingerne blev der udgivet bøger, som f.eks. bogen: Fremmedsprog i den danske skole til en særudstilling om fremmedsprogsundervisningens historie i Danmark

De mange særudstillinger og udadvendte aktiviteter var en måde at få flere penge til museumsarbejdet på, men det tog tid fra den anden hovedopgave at registre og bevare samlingerne, der voksede og voksede med de mange donationer fra private og skoler. Særligt samlingen af fysik apparater var vildtvoksende. 

Dertil kom at DSM ved etableringen havde fået overflyttet tusinder af genstande, bøger og tavler fra DPB. Størstedelen var uregistrerede og uden oplysninger. Samlingen af ca. 12.000 anskuelsestavler og ca. 5000 billeder var dog blevet registreret. Medarbejdere forsøgte at nå at registrere de nyindkomne genstande, men længere rakte tiden ikke. Dog lykkedes det at få placeret og systematiseret tingene på 2 fjernlagre, som Københavns kommune stillede til rådighed. Samlingspleje og udskillelse af ikke museumsrelevante genstande blev det ikke til, og dermed heller ikke restaurering af materialer, der under den 60 årige nedpakning og opmagasinering havde lidt overlast.

I 2005 havde DSM eksisteret i 10 år. På trods af de få ressourcer kunne Keld Grinder Hansen fremvise en pæn aktivitetsliste for det lille museum: 25 større og mindre særudstillinger, 90.000 besøgende over ti år med en fin kurve fra 2000 besøgende i 1996 til 15.000 i 2004. Heraf var der 250-300 grupper af skolebørn og andre om året, der fik en rundvisning i udstillingerne. Det var også blevet til en række bogudgivelser i forbindelse med udstillingerne. Museet havde med Keld Grinder Hansens ord: ”fået placeret sig som det nationale museum for skole og uddannelse, der såvel i fagkredse som udenfor er anerkendt for sin viden om uddannelses- og skolehistorie, samtidig med at museet i udstrakt grad benyttes af folkeskoleklasser og grupper fra andre undervisningsinstitutioner.” Desværre var økonomien blevet endnu dårligere, bl.a. fordi tilskuddene ikke var blevet forhøjet i de ti år museet havde eksisteret, så alene de almindelige stigninger i omkostninger udhulede budgettet. Den alvorlige situation blev understreget af, at den planlagde tiårsjubilæumsudstilling Når legen er god – en udstilling om pædagogik, legetøj og læring måtte aflyses, og jubilæumsdagen blev ikke fejret.

De sidste to år museet eksisterede blev en kamp for overlevelse, som ikke lykkedes. Museet måtte lukke 1.1.2009

Kampen for Dansk Skolemuseums overlevelse

I juni 2007 havde kulturminister Brian Mikkelsen og undervisningsminister Bertel Haarder et møde om Dansk Skolemuseum. Det var nødvendigt nu at finde en løsning på DSMs økonomiske problemer. Ministrene aftalte, at det skulle undersøges om DSM i en eller form kunne placeres under Nationalmuseet forudsat, at aktiviteterne var fuldt finansieret. På et møde med DSMs bestyrelse d. 18.1.2008 meddelte bestyrelsesformanden, at DLF og LB ville indstille deres støtte fra 1.1. 2009. Undervisningsministeren ville fortsat godt yde ministeriets tilskud på 800.000 kr.

Der blev derefter nedsat et udvalg med repræsentanter fra Kulturministeriet, Undervisningsministeriet, Kulturarvsstyrelsen og Nationalmuseet. Udvalget fik til opgave, at ”undersøge mulighederne for en indlemmelse af Dansk Skolemuseum eller dele af museets samlinger i Nationalmuseet.” Udgangspunktet var en årlig økonomisk ramme på 800.000 kr. fra Undervisningsministeriet. Den 28. marts udsendte Kulturministeriet et notat med konklusion på udvalgets arbejde. Nationalmuseet fandt” at der hverken økonomisk eller faglig (var) basis for en egentlig virksomhedsoverdragelse af Dansk Skolemuseum til Nationalmuseet, hvorved Dansk Skolemuseum ville kunne fungere som en selvstændig afdeling af Nationalmuseet..” Det var der flere årsager til, men den vægtigste var, at der var mange tusinder uregistrerede genstande med meget få oplysninger om, hvor de stammede fra. Dermed var det også vanskeligt at kassere ikke relevante genstande og dubletter. Det meste af samlingen var yderligere i en miserabel tilstand og havde brug for konservering. En registrering og ordning af samlingen ville ikke kunne klares indenfor den tilmålte økonomiske ramme. Udvalget anbefalede i stedet, at samlingens forskellige dele blev tilbudt relevante institutioner: Det kongelige Bibliotek, Rigsarkivet, Teknisk museum, Københavns Museum og lokale museer, og at Nationalmuseet ville udtage omkring 1000 genstande, som kunne supplere museets brede kulturhistoriske samlinger af skolehistoriske genstande. Dette ville betyde et endeligt farvel til et Dansk skolemuseum, men også at bevaringsværdige genstande og materialer ville blive reddet.

Denne udmelding fik formanden for DSMs bestyrelse til på bestyrelsesmødet d. 20.maj 2008, at meddele at ”Bestyrelsen for Skolemuseet ...med stor beklagelse ser sig nødsaget til at forberede en lukning af museet. Konsekvensen er, at museet lukkes for offentligheden fra 1.august.” Begrundelsen var, at ” En fortsat drift med de nuværende økonomiske rammer ikke er mulig på et rimeligt niveau, derfor er den eneste mulighed, at andre offentlige eller private sponsorer nu må tage over sammen med Undervisningsministeriet..”   

Det næste halve år var der forskellige forsøg på at redde DSM. Aviserne og Folkeskolen skrev om DSMs situation og mulighederne for at redde skolens museum, der var blevet kastebold mellem de forskellige partshavere: Undervisningsministeriet, Kulturministeriet, de hidtidige sponsorer og Nationalmuseet. LB blødte op for måske at ville fortsætte sit sponsorat, hvis andre sponsorer ville være med til at sikre museet. DLF ville fortsat gerne stille bygningen i Rådhusstræde til rådighed, og Undervisningsministeriet fortsatte også med sit bidrag. Keld Grinder Hansen og de to museumsinspektører sendte i juni måned et åbent brev til kultur- og uddannelsespolitikerne, hvor de argumenterede for at redde DSM som specialmuseum og formidler af en uomgængelig del af den danske kulturarv. De gjorde rede for de store økonomiske problemer museet stod i, som skulle løses, og herunder problemet i at være placeret under Undervisningsministeriet i stedet for Kulturministeriet, som museumsloven og de andre museer hørte under. Det havde forhindret museet i at blive statsanerkendt og dermed få adgang til museumspuljer under Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen. De havde også forslag til en løsning: Museets drift skulle sikres for en årrække, så der blev økonomi til en nyordning og rekonstruktion af museet. En fortsættelse som selvstændig institution ville kræve, at museet blev flyttet til Kulturministeriets ressortområde. En anden løsning ville være sammenlægning med et statsanerkendt museum, Danmarks Pædagogiske Universitet eller Københavns Universitet.

Et allersidste udkald skete i december, hvor folketingsmedlemmer fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stillede § 20 spørgsmål til Kulturminister Carina Kristensen og Undervisningsminister Bertel Hårder om at finde økonomiske midler til at redde DSM. Det drejede sig kun om 1 million kr. Det havde ministrene ingen intention om. De henholdt sig til den løsning, der blev ført ud i livet efter d.1.1. 2009: en sammenpakning af Dansk Skolemuseums genstande og materialer med håbet om, at offentligheden igen en gang kunne få adgang til skolens kulturarv. Alt blev bevaret og ventede bare på bedre tider.     

Dansk Skolemuseum eksisterede fra 1995-2008. På trods af stigende økonomiske problemer, lykkedes det de engagerede medarbejdere at få skabt et moderne museum og publikumssucces i løbet af få år. DSM lavede mange særudstillinger og arbejdede med de nyeste formidlingstiltag bl.a. e-museum. Museumsinspektørerne var både en del af det nationale og internationale museums- og forskningsmiljø, og de frivillige omvisere fik formidlet viden om fortidens skole til mange børn og unge. Kræfterne rakte så ikke til det grundlæggende museale arbejde i form af registrering, konservering og den nødvendige kassation, så samlingerne blev kvalitative mere end kvantitative.    

Selv om der var mange velmenende og positive ytringer om at bevare Dansk Skolemuseum lykkedes det ikke. Keld Grinder-Hansen begrundede i flere interviews i mere overordnede kulturpolitiske overvejelser, hvorfor eksperimentet DSM ikke var lykkedes. ”Driften af landets museer kan ikke overlades til private sponsorer, den skal blive hos staten. For hvad sker der, den dag en privat sponsor ikke længere ønsker at understøtte et museums drift?” (Politiken, 13.11.2008).

Og videre: ” Dansk Skolemuseums skæbne afspejler den førte kulturpolitik på museumsområdet. Der er ingen hellige køer, heller ikke selvom det handler om vores kulturarv. De store besparelser på museernes driftsbudgetter rammer hårdt i disse år. Desværre er Kulturministeriets holdning, at det ikke vil spænde et sikkerhedsnet ud under museerne.” (Politiken, 23.12.2008)

Museets samlinger blev herefter pakket ned i 1000 flyttekasser og 10 tyvefodscontainere.  Den enestående samling af anskuelsestavler blev dog overflyttet til DPB.

Kilder

Dansk Skolemuseums formål og vision gengivet i Årsberetning for Dansk Skolemuseum 2005, Uddannelseshistorie 2005

Åbent brev til kultur – og uddannelsespolitikere. (Folketinget 29.9.2008)

Museumschef og de to museumsinspektører på Dansk Skolemuseum sendte et åbent brev til Folketingets kultur - og uddannelsespolitikerne, hvor de argumenterede for at redde museet som formidler af en uomgængelig del af den danske kulturarv. De gjorde rede for de mål, der allerede var nået: at museet var blevet et centralt kulturhistorisk museum for skole – og uddannelseshistorie, men også om nødvendigheden af tilførsel af flere økonomiske midler til den daglige drift, hvis museet skulle overleve.