Anskuelsestavlernes historie

Anskuelsestavler i den danske folkeskole 1870’erne -1940

Det moderne gennembruds undervisningsmiddel

Af Anette Eklund Hansen

Anskuelsestavlerne blev i undervisningen brugt som udgangspunkt for en samtale mellem læreren og eleven om forskellige emner. Fokus var på barnets aktive deltagelse og udvikling. Opfattelsen var, at børn bedre forstod sammenhænge, genstande og begreber, hvis de kunne se det ved selvsyn. Men vigtigst var det, at børnene med deres egne ord fortalte om, hvad de så på billederne eller oplevede på en tur i skoven. Barnets brug af egne erfaringer skulle styrkes, og deres sproglige færdigheder skulle udvikles herigennem. Datidens nye pædagogiske nøgleord var selvvirksomhed og selvudvikling.

Anskuelsesundervisningen i Danmark var et produkt af det nye naturalistiske barnesyn, som udviklede sig i den pædagogiske offentlighed af lærere, pædagoger og filosoffer fra 1870’erne. Udgangspunktet var Oplysningstidens og romantikkens barnesyn fremført af Rousseau, Pestalozzi og Frøbel, der tog udgangspunkt i barnet og barnets naturlige udvikling med vægt på at barnet skulle sætte sin egen udvikling og dannelsesproces i gang og dermed være hovedansvarlig for sin egen udvikling. Naturalismen tilførte en ny videnskabelighed, der også havde fokus på barnets fysiske og psykiske udvikling i egen art.

Allerede skoleloven fra 1814 havde haft et pædagogisk princip, hvor barnet skulle opfordres til at være aktiv og fortælle om, hvad det så og tænkte, her kaldt forstandsundervisning. Denne undervisningsmetode stod på trods af hensigten i loven i skarp kontrast til den gængse undervisningsform i 1800 tallets Danmark, hvor udenadslære og terperi var almindelig praksis. Det var den undervisningsform det moderne gennembruds pædagoger, fortroppen for 1900-tallets reformpædagoger, ville gøre op med.

Naturvidenskab og selvstændighed på skemaet

Industrialiseringen og udviklingen i storbyen København efter 1850 krævede dygtige unge mennesker, der ud over de almindelige skolekundskaber, også vidste noget om naturhistorie, geografi og historie og det samfund, de var en del af. Reformpædagogerne vendte sig mod den traditionelle skoles fokus på de klassiske sprog, humanistiske fag og kristendomsundervisning. De ønskede i stedet praktisk viden om naturvidenskab, og børn og unge, der kunne tænke selv. Dette skulle anskuelsesundervisningen hjælpe til med. Borgerrepræsentationen i København ønskede en forbedring af kvaliteten af undervisningen i byens skoler, hvilket de blev opfordret til af både lærere og erhvervslivet. Dette medførte, at Borgerrepræsentationen efter forudgående udvalgsarbejde indførte en ny undervisningsplan i 1872, hvor bl.a. anskuelsesundervisning blev indført som fag i skoleplanen, og anskuelsestavlerne blev anbefalet som undervisningsmiddel. Metoden bredte sig i de næste årtier til skolerne i andre større byer og blev f.eks. indført på de frederiksbergske skoler i 1892.

Det nye naturalistiske barnesyn, der vandt indpas fra 1860’erne, byggede på moderne naturvidenskab. Her var udgangspunktet barnets naturlige udfoldelse og vækst. Dette skabte nye tanker hos lærere, pædagoger og læger om, hvordan undervisningen i skolen bedst kunne støtte barnets naturlige udvikling og tilegnelse af viden. Her blev anskuelsesmetoden den pædagogiske tryllestok. Ny pædagogik og undervisning blev diskuteret i pædagogiske fora som Dansk Pædagogisk selskab og på Danmarks Lærerforenings landsdækkende møder, og artikler om hvordan metoden kunne bruges i de forskellige fag blev bragt i de pædagogiske tidsskrifter. Flere lærere udgav både før og efter århundredskiftet bøger med undervisningsvejledning i det nye fag. Blandt andre udgav lærerinde Kirstine Frederiksen i 1889 Anskuelsesundervisning. En haandbog for Lærere, som blev brugt som grundbog de næste årtier.

Da der skulle vedtages en ny folkeskolelov i 1899 blev anskuelsesundervisningen indført som et selvstændigt fag, og loven blev fulgt op med en udførlig beskrivelse af fagets indhold og mål i Det Sthyrske Cirkulære i 1900. Den særlige undervisningsmetode skulle også bruges i andre fag, som historie, naturhistorie og geografi. Det lykkedes altså det moderne gennembruds pædagoger med den nye undervisningsmetode at få ført det nye barnesyn ind i skoleloven, sammen med nye fag og flere undervisningstimer. Anskuelsesundervisningen satte for alvor gang i produktionen af danske anskuelsestavler, der blev tilrettelagt af lærere og tegnet af professionelle kunstnere, så billederne svarede til instrukserne i cirkulæret.

Lærerne uddannes i anskuelsesundervisning

Anskuelsesundervisningen blev også et fag på uddannelsen for forskolelærerinder, som underviste de mindste klasser, hvor faget var en del af undervisningsplanen. Ligeledes havde lærerne brug for efteruddannelse i det nye fags metoder og undervisningsmidler. Derfor oprettede Statens Lærerhøjskole kursus i faget fra 1901 med seminarieforstander Kirstine Frederiksen som underviser i de første år. Hun efterfulgtes af lærerinde Nora Mortensen, der også underviste i anskuelsestegning. De første år var der stor søgning til kurset, særligt af forskolelærerinder. Fra 1915 var der et dalende antal interesserede, og faget optræder sidste gang i Statens Lærerhøjskoles årsberetning i 1922-23. De lærere, der skulle bruge metoden i undervisningen, havde formodentlig tilegnet sig den. Lærerne kunne også hente inspiration på Dansk Skolemuseum, datidens central for undervisningsmidler, som udstillede anskuelsestavler og andre undervisningsmidler til anskuelsesundervisningen, ligesom de udarbejdede lister over udvalget af tavler.

Interessen for det nye fag, anskuelsestavlerne og den nye metode var i begyndelsen stor. Målsætningen om at øge barnets aktive deltagelse og gennem iagttagelse fremme forståelsen for verden og den virkelighed barnet befandt sig i, var der enighed om, men efterhånden som erfaringerne med faget bredte sig, kom der kritiske røster. Seminarielærer L. Mortensen skriver om anskuelsesbillederne i 1912, at de absolut er et gode i undervisningen, men det bedste materiale er virkeligheden selv, at børnene kommer udenfor skolestuen og lærer om træerne i skoven eller præsenteres for genstandene, grene, blade og biller i skolestuen.

Samme holdning havde lærer Claus Eskildsen i sin bog Det første Skoleår fra 1927. Han fremhævede om iagttagelsesundervisning, at ”Hovedsagen er iagttagelse med Interesse, Undersøgelse med Eftertanke og under Brug af alle sanser, ogsaa Haandens. Og dette foregår udenfor skolestuen! Det er Sagundervisning i Modsætning til Fortidens tomme Ordundervisning og den senere Tids Billedafgudsdyrkelse.”

Anskuelsestavlernes udfasning

Den største produktion af anskuelsestavler i Danmark foregik fra ca.1900 til 1925. Fra denne periode stammer en fjerdedel af de tavler, der er registreret i den danske database over anskuelsestavler. Efter 1925 falder tallet drastisk, men der fremstilles og bruges stadig tavler i undervisningen, særligt inden for naturfagene. Og det fortsatte efter 2.verdenskrig.

Faget anskuelsesundervisning kom ikke med i den nye skolelov fra 1937 og var ikke nævnt i Undervisningsministeriets Bekendtgørelse om Målet for Folkeskolens Undervisning fra 1941. Faget var forældet og vejledningen svarede ikke til de krav, der blev stillet i 1930’erne. Ministeriet ønskede ikke at anvise bestemte undervisningsmetoder, kun at rammerne blev udfyldt, og målet for de 7 års undervisning i grundskolen blev nået. Men ordet selvvirksomhed findes også i 1937 loven. Det pædagogiske fokus på barnets aktive deltagelse var stadig i centrum, som et af reformpædagogernes nøglebegreber i resten af det 20. århundrede.

Læs mere

Kilder

Skolestue med anskuelsestavler

Skolestue omkring 1900.
En byskoleklasse af småpiger undervises af lærerinde omkring 1900. Skolestuen er indrettet efter tidens anbefalinger: Godt lysindfald fra venstre fra store vinduer, skoleborde og bænke, der passer i børnenes højde. På væggen en anskuelsestavle, som findes i samlingen af anskuelsestavler: nr. 12787. Fra skolehistorisk fotosamling, nr. 5241

Vejledning i den første anskuelsesundervisning af Ingeborg Nielsen, 1886.