Danmarks Pædagogiske Institut

G.J. Arvin, forstander for Statens Lærehøjskole 1939-1950, var stærkt optaget af at få etableret kurser i pædagogisk psykologi og af at få etableret et psykologisk laboratorium. Det første blev straks til virkelighed og havde stor tilslutning, mens det andet, som også Foreningen for Eksperimentel Pædagogik i mange år havde talt varmt for, begyndte meget beskedent med, at mag. art. Henning Meyer i 1940 fik et ”spartansk udstyret” lokale stillet til rådighed som psykologisk eller skolepsykologisk laboratorium. Samtidigt havde en række lærerorganisationer nedsat Udvalget for Skolepsykologiske Undersøgelser, og det opfordrede Arvin til at oprette et skolepsykologisk institut ved Lærerhøjskolen. Arvin syntes dog at have ment, at det var at gå for vidt og nøjedes med at skaffe O. Møller Nielsen, magister i statistik, der underviste i intelligens- og standpunktsprøver, tre timer om ugen til at videreudvikle disse prøver.

I 1942 blev der taget et andet – i en vis udstrækning konkurrerende – initiativ, idet souschefen ved Københavns Kommunes Skolepsykologiske Kontor, Erik Thomsen, indkaldte undervisere fra Lærerhøjskolen, ansatte ved universitetet og nogle fremtrædende skolepsykologer til det første møde om at få oprettet et pædagogisk-psykologisk forskningsinstitut. Hans idé var, at det også skulle overtage den undervisning i psykologi, der foregik på universitetet, men det ville professorerne dér, E. Rubin og E. Tranekjær Rasmussen, naturligvis ikke gå med til. De fik i stedet etableret cand.psych.-uddannelsen, hvis korrekte navn var pædagogisk- psykologisk embedseksamen, ved universitetet i 1944, og foreslog i 1945, at det foreslåede pædagogisk-psykologiske forskningsinstitut blev et universitetsinstitut.

Det var Udvalget for Skolepsykologiske Undersøgelser ikke enige i, og til sidst enedes man om, at bede undervisnings- og socialministeriet om at nedsætte endnu et udvalg til at afklare spørgsmålet om, hvordan der bedst kunne etableres samarbejde mellem det praktiske skolepsykologiske felt og universitetsforskningen.

Først i 1950, da Arvin gik af som rektor, blev et sådant udvalg nedsat med ham som formand. Heri sad medarbejdere fra både Københavns Universitet og Lærerhøjskolen samt fremtrædende skolepsykologer mv. som Henning Meyer, O. Møller Nielsen og Erik Thomsen. I 1953 endte udvalget – som et kompromis – med i ”Betænkning angående oprettelse af et pædagogisk institut” at foreslå et selvstændigt forsknings- institut etableret - og dermed så Danmarks Pædagogiske Institut dagens lys.

Helt fra begyndelsen var DPI altså en anden type institution end Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagoghøjskole. Instituttet blev oprettet i 1955. Det hørte direkte under Undervisningsministeriet, og instituttets medarbejdere havde ingen undervisningsforpligtelser. De skulle udelukkende beskæftige sig med forskning og udviklingsarbejder. De første år var fokus i høj grad rettet mod folkeskolen og mod at udvikle og afprøve forskellige test og prøver, men efterhånden Kom forskningen til at omfatte hele det pædagogiske felt. I dets repræsentantskab var der da også medlemmer fra et meget bredt spektrum af landets uddannelsesmæssige og folkeoplysende institutioner. 

Instituttet var, som foreslået i Bestænkningen fra 1953, organiseret i fem afdelinger: Afdelingen for didaktiske undersøgelser, afdelingen for pædagogisk og psykologisk grundforskning, afdelingen for test og prøver, afdelingen for pædagogisk forsøgsvirksomhed og afdelingen for statistik. En væsentlig gevinst var, at den senere meget berømte statistiker, professor Georg Rasch, i mange, mange år fungerede som statistisk konsulent. Instituttets afdeling for statistik på det pædagogiske og psykologiske område blev derved førende herhjemme. Derudover har instituttet markeret sig med hensyn til evalueringsforskning og med hensyn til læsning. I de senere år var også småbørnsområdet - omsorgsforskning mv. genstand for undersøgelser. På flere af disse områder har instituttet været involveret i internationalt samarbejde, herunder med store komparative undersøgelser af læsefærdigheder og andre skolefærdigheder. Instituttet har i årenes løb publiceret et meget stort antal bøger og rapporter.

I begyndelsen holdt DPI til på Emdrupborg, men flyttede i 1972 til Hermodsgade 28 på Nørrebro i København, hvor man fik langt bedre arbejdsforhold til de efterhånden flere medarbejdere end i de trange lokaler i tidligere tjenesteboliger i ”gymnastiksalsfløjen” på Emdrupborg. Her boede instituttet til nedlæggelsen i år 2000, hvor det blev fusioneret med Lærerhøjskolen og Pædagoghøjskolen i Danmarks Pædagogiske Universitet.

Direktører ved DPI

Erik Thomsen, direktør 1955 – 1975
DPI blev som det ses ovenfor i høj grad skabt som følge af en ihærdig og fremsynet indsats af psykologen Erik Thomsen, som også stod bag instituttets opdeling i de fem afdelinger, der udgjorde instituttets struktur i mange år: Instituttet voksede i Erik Thomsens direktørtid fra 3 til ca. 30 medarbejdere.

Finn Rasborg, konstitueret direktør 1975 – 1977
Psykologen Finn Rasborg havde siden 1961 været afdelingsleder ved instituttets afdeling for didaktiske undersøgelser, og han varetog i en kort periode efter Erik Thomsens pensionering hvervet som direktør.

Jesper Florander, direktør 1977 – 1987
Psykologen Jesper Florander vendte med direktøransættelsen tilbage til instituttet, idet han i perioden 1955 – 1967 havde været afdelingsle- der ved instituttets afdeling for pædagogisk forsøgsvirksomhed. I den mellemliggende periode havde Florander ledet det omfattende pæda- gogiske forsøgs- og udviklingsarbejde, der fandt sted i Gladsaxe kom- mune. Han var med til at grundlægge Dansk Psykologforening og var særdeles aktiv, bl.a. med publicering af psykologisk og pædagogisk litteratur.

Mogens Jansen, konstitueret direktør 1987 – 1995
Læseforskeren og psykologen Mogens Jansen havde fra 1967 været afdelingsleder ved instituttets afdeling for pædagogisk forsøgsvirk- somhed. I hans forholdsvis lange konstitutionsperiode overgik institut- tet til i højere grad at skulle basere sin økonomi på indtægtsdækket virksomhed – en omlægning man klarede fint i takt med en gradvis opløsning af den oprindelige afdelingsstruktur.

Børge Prien, konstitueret direktør 1995 – 1996
Som de tre foregående direktører havde også psykologen Børge Prien været afdelingsleder ved instituttet i en årrække. Han blev ansat ved instituttets afdeling for test og prøver i 1960, og netop dette område havde hans store interesse gennem alle årene.

Lars-Henrik Schmidt, direktør 1996 – 2000
Filosoffen og idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt kom til DPI fra en stilling som leder af Center for Kulturforskning ved Århus Universitet. Under hans ledelse gennemløb instituttet en positiv udvikling frem til 2000, hvor instituttet blev nedlagt for at blive en del af det samtidigt oprettede Danmarks Pædagogiske Universitet med Lars-Henrik Schmidt som rektor.

Littratur: Ud over de beretninger, instituttet har afgivet ca. hvert andet år, giver følgende nærmere oplysninger om dets historie og virksomhed: Inge Bryderup, red: ”Danmarks Pædagogiske Institut”. 2000. Erik Jensen: ”I Fordums Tid”, 1999, side 217 ff.

Littratur:

Ud over de beretninger, instituttet har afgivet ca. hvert andet år, giver følgende nærmere oplysninger om dets historie og virksomhed:

Inge Bryderup, red: ”Danmarks Pædagogiske Institut”. 2000.

Erik Jensen: ”I Fordums Tid”, 1999, side 217 ff.