Ditlev Gothardt Monrad (1811-1887) er en betydningsfuld skikkelse i danmarkshistorien og en noget stridbar og modsætningsfyldt personlighed. Han spillede en væsentlig rolle ved udformningen af grundloven af 1849 og var blandt de hovedansvarlige for nederlaget til Prøjsen i 1864. Når det drejede sig om skolen og lærerne, havde han både som embedsmand og politiker en fast og fremadrettet politik. I 1856 fik han oprettet et 2½-årigt kursus til videreuddannelse af udvalgte, dygtige købstadslærere, der læste fag, som ikke indgik i den dengang nødtørftige læreruddannelse. En langt bredere effekt fik dog de sommerferiekurser, som en væsentlig del af kursusbevillingen blev anvendt til, og som stadig flere lærere fra land og by deltog i. Denne kursusvirksomhed fortsatte i mere end 100 år.

D.G. Monrad

Niels Johannes Fjord (1825-1891) var oprindelig læreruddannet. Med Monrads støtte uddannede han sig ved Polyteknisk Læreanstalt og fik i 1858 ansættelse som docent ved Landbohøjskolen. Det blev indledningen til en karriere som leder af landbrugsfaglige forsøgsarbejder, der fik afgørende betydning. Fra 1858 blev han desuden leder af De Monradske Kurser.

N.J. Fjord

Hans Olrik (1862-1924) var kun 33 år gammel, da han som dr.phil. med speciale i middelalderhistorie i 1895 fik til opgave at lede opbygningen af 1-årige videreuddannelseskurser for lærere. I 1904 fik disse kurser til huse i egen bygning i Odensegade og navnet Statens Lærerhøjskole. Om betegnelsen Højskole sagde Olrik: ”Ved Arbejdsmaaden og det kammeratlige Samliv har Lærerhøjskolen nogen Lighed med den danske Folkehøjskole. Og tager man Ordet Højskole som ”højere Læreanstalt”, da passer dette netop til Studiernes Frihed, til Maalet, der sættes, til Fordannelsen og Modenheden, der er Grundlaget.”

Hans Olrik

Vilhelm Rasmussen (1869-1939) var uddannet i naturvidenskab og havde, da han i 1924 blev forstander, alsidige pædagogiske erfaringer, senest som rektor for Sundby Gymnasium, samt en politisk karriere som socialdemokratisk folketingsmedlem bag sig. Han var meget optaget af den fremvoksende børnepsykologi og de nye pædagogiske tanker, reformpædagogikken, og fremhævede især elevernes selvvirksomhed. Han var i mange henseender en omstridt og temperamentsfuld person. I sit virke på Lærerhøjskolen gjorde han bl.a. op med Olriks praksis, hvor kun lærere med god lærereksamen – ”mg” – kunne optages på kurserne. Han var fortsat medlem af Folketinget, mens han virkede som forstander for Lærerhøjskolen.

Vilhelm Rasmussen

Georg Julius Arvin (1880-1962) var skoleinspektør og en ledende skikkelse i dansk reformpædagogik, da han blev forstander i 1939. Han gennemførte en udbygning af kursusvirksomheden i pædagogik og psykologi, men i hans forstandertid blev virksomheden hæmmet af 2. verdenskrig. Ved den festlighed, der markerede, at Arvin tiltrådte sit nye embede den 1. september 1939, kom undervisningsminister Jørgen Jørgensen et kvarter for sent. Bevæget meddelte ministeren, at Tyskland netop havde angrebet Polen. Efter krigens afslutning forestod Arvin flytningen af Lærerhøjskolen fra Odensegade til Emdrupborg, som han håbede ville blive ”et centralsted for verdenspædagogik”. I 1950 gik han af og helligede sig herefter opbygningen af Bernadotteskolen. 

G.J. Arvin

Ernst Larsen (1894-1975) kaldte i spøg sin rektorperiode ”den oplyste enevældes tid”. Han var uddannet som historiker og indledte en videnskabelig karriere, men blev helt og fuldt engageret i læreruddannelsen, da han blev seminarielærer. Allerede som 37-årig blev han forstander for N. Zahles seminarium, og da stillingen som rektor for Lærerhøjskolen blev ledig i 1950, var det en selvfølge, at Ernst Larsen fik den. Han havde store planer for en udbygning, men mødte ved sin tiltræden store praktiske problemer, da Emdrupborg efterhånden var blevet hjemsted for tre institutioner, der senere blev til fire, og som hver for sig havde brug for mere plads. Målet var at gøre Lærerhøjskolen til en højere læreanstalt, og at gøre den landsomfattende. Da Ernst Larsen i 1964 gik af, var det første mål nået, og planerne for provinsudbygningen var ved at tage form.

Ernst Larsen får rektorkæde overrakt af formanden for Danmarks Lærerforening Stinus Nielsen. I midten undervisningsminister Helveg Petersen.

Harald Torpe (1910-1994) havde læreruddannelse, var magister i psykologi og ansat som ledende skolepsykolog, da han blev professor i pædagogik (pædagogisk psykologi) i 1959. I 1964 blev han rektor. Han videreførte Ernst Larsens udbygningsplaner: I 1965 oprettedes cand.pæd.-studiet i psykologi, i 1966 de første faglig-pædagogiske studier, og året efter i pædagogik. I 1965 oprettedes afdelinger i Odense, Aalborg og Århus og i 1968 i Esbjerg, Haderslev, Skive og Vordingborg. Efter den stærke udbygning i 60’erne kom der en kraftig bevillingsmæssig opbremsning, som blev besvaret fra Lærerhøjskolen med udarbejdelse af en samlet plan for udbygningen i København og provinsen, der imidlertid aldrig blev behandlet i ministeriet.

Harald Torpe

Henning Andersen (1931-2015) var uddannet som lærer og psykolog og var lektor ved Statsseminariet på Emdrupborg, da han i 1969 blev ansat som afdelingsleder ved Lærerhøjskolen. Han var prorektor 1973- 78, hvorefter han blev valgt som rektor. Styrelsesloven af 1973 betød en væsentlig begrænsning i rektors beføjelser til fordel for de kollegiale organer, og bevillingsforholdene ændredes fra stilstand til nedskæringer. Henning Andersen gjorde både som prorektor og som rektor en betydelig indsats for at udbygge Lærerhøjskolens deltagelse i internationale organisationer, og han ønskede at opretholde et tæt forhold til Danmarks Lærerforening og skolekredse landet over.

Henning Andersen

Tom Ploug Olsen (1938-2012) blev efter sin lærereksamen ved Statsseminariet på Emdrupborg i 1961 ansat på Forsøgsskolen på Emdrupborg. I 1968 blev han cand.pæd. i psykologi, hvorefter han blev ansat som amanuensis, senere lektor, i didaktik på Lærerhøjskolen. Han var prorektor 1988-90 og derefter rektor indtil dannelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet i 2000. I disse 10 år kom Lærerhøjskolen for alvor under forandring: I 1992 fik den status som ”fristyreinstitution”, hvorefter den af undervisningsministeriet udpegede styrelse ansatte Tom Ploug Olsen som rektor for 5 år. Videreuddannelsen for pædagoger blev nedlagt i 1996 ved etableringen af Danmarks Pædagoghøjskole. I 1997 oprettedes den pædagogiske diplomuddannelse, og den almindelige efteruddannelse af lærere på heltids- og deltidskurser overgik til såkaldt Åben Uddannelse.

Tom Ploug Olsen

Fra 2000 til 2007 var Lars-Henrik Schmidt (1953-) rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).
Fra 2008 til 2011 var Lars Qvortrup (1950-) dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) under Aarhus Universitet.
Fra 2011 bliver DPU et Institut, første under navnet Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) med institutleder Hanne Løngreen.
Fra 2015 under navnet Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) med institutleder Claus Holm